23. dec 2004 01:03 ALEVISME: Alevierne skal vide, at de har helt gale forestillinger om Allah og islam, skriver Ahmed Akkari  Aleviernes lære er grundlagt af Hünkar Bektas Veli omkring år 1200. (Kilde: www.alevi.dk)
Spørgsmål: Hvad er forskellene på shia-, sunni- og alevi-muslimer? Det virker hurtigt, som om uenighederne er politiske, men hvad er de teologiske uenigheder? Simon B Svar: Sunni-muslimer udgør ca. 90 % af den muslimske verden. Mht. alevi-gruppen eller -sekten, så betragtes de som en afvigende sekt hos sunni-muslimer. Det skyldes hovedsagligt følgende punkter: - De mener, at Ali er guddommelig eller en del af
Gud selv. - De tror på sjælenes reinkarnation (dvs. at man
kommer i en ny krop, når man dør. Sunni mener ud fra Quranen, at sjæle hører til bestemte kroppe og kommer til at stå samlet til ansvar på dommens dag. - Alevi tror på en "skjult" ikke åbenbar fortolkning af Quranen. - De mener, at den tolvte imam er gået under jorden for århundreder siden og vil komme frem igen engang, for han lever. Han følges, fordi han er af Alis slægt. Alevier bor mest i Syrien, Irak og er en lille sekt på få procent, men har siden 70'erne fået politisk støtte i Syrien af statsmagten, så de er mere synlige i dag. Muslimer taler med alevier og mener, at de er mennesker som andre, men som skal vide, at de har helt gale forstillinger om Allah og islam. Hilsen Ahmed Akkari Du kan læse om, hvordan alevierne forstår sig selv på hjemmesiden for Alevi-forbundet i Danmark. Her kan du bl.a. læse om aleviernes 12 principper, som er: 1- Viden er vores vej, kærlighed er vores religion. 2- Mennesket er vores Mekka, bog og tro. 3- Vi ser alle folkeslag med samme øje. 4- Vi gør ikke forskel på mænd og kvinder. 5- Vi holder med de svage og kæmper for retfærdighed. 6- Vogt din tunge, dine hænder og dine lænder. 7- Hele universet danser (semah). Vi går ind for evig evolution, revolution og forandring. 8- Vi samles i CEM og deler solidarisk alt, undtaget vores kærester. 9- For os er dialog en skoling til at blive "det perfekte menneske". 10- Vi respekter alle religioner, men bøjer os ikke for nogen og går ind for sekularitet. 11- Vi udleder honning af alle forskellige "blomster", deler den, og forsvarer vores fortid og fremtid. 12- Alevisme er vores tro, bevidsthed, modstand og kærlighed.
|
17. dec 2004 01:00 RELIGIØSE MINDRETAL: Tyrkiet er hjemland for et utal af religiøse og etniske minoriteter, som ikke er officielt anerkendt. Det største er alevierne, som EU opfordrer Tyrkiet til at respektere Alevierne er ikke officielt anerkendt som et religiøst samfund. Her en kvinde og hendes søn i bøn i mausoleet for Haci Bektash Veli, der grundlagde Bektashi-ordenen i det 14. århundrede. (Foto: Scanpix)
Tyrkiet spænder med sine knap 70 millioner indbyggere og over 18 gange Danmarks størrelse over en mangfoldighed af religiøse og etniske mindretal. Fra det lille græsk-ortodokse samfund på kanten af det europæiske kontinent til forbudte islamisk inspirerede sekter, som mødes i det skjulte i kurdiske landsbyer i bjergene mod Iran og Irak. Siden den sekulære tyrkiske republik blev grundlagt i 1923, har sunni-islam været den nationale religion, og befolkningen har ifølge den officielle udlægning bestået af tyrkere. Forfatningen giver enkeltindivider lov at dyrke den religion, de vil, og tale det sprog, de vil, så længe det ikke sker offentligt. Men kun tre små etnisk- religiøse mindretal er anerkendt: det græsk-ortodokse, det armensk-ortodokse og det jødiske. Siden Tyrkiet i 1999 blev accepteret som kandidatland til EU, har regeringen dog forsøgt at skabe bedre vilkår også for andre minoritetsgrupper. Først og fremmest har staten anerkendt, at der findes et særskilt kurdisk folk med eget sprog og kultur. Alligevel måtte EU-Kommissionen i oktober i sin statusrapport over Tyrkiet konstatere, at mindretallenes levevilkår i det store land stadig lader meget tilbage at ønske. Det største religiøse mindretal i landet, alevierne, nyder eksemplevis ingen form for offentlig anerkendelse. Alevismen er en muslimsk bevægelse, som oprindeligt var unik for Tyrkiet, og som adskiller sig væsentligt fra sunni-islam. Det er usikkert, hvor mange af de godt 66 millioner tyrkere, der bekender sig til alevismen, men de fleste skøn ligger på mellem 10 og 20 millioner. I et forsøg på at opnå bedre levevilkår har aleviernes organisationer samlet underskrifter ind for at lægge pres på EU og Tyrkiet op til dagens møde i Bruxelles. Her skal EU's regeringsledere afgøre, om EU skal indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Grundlaget for deres beslutning er blandt andet en statusrapport om Tyrkiet, som EU-Kommissionen offentliggjorde i oktober. I rapporten konkluderer EU's observatører, at alevierne bliver diskrimineret af den tyrkiske stat. "Alevierne er ikke officielt anerkendt som et religiøst samfund. De oplever ofte problemer med at åbne helligdomme, og i den obligatoriske religionsundervisning i skolerne er der ingen anerkendelse af en ikke- sunni-muslimsk identitet", hedder det i rapporten. Arbejdet med at vurdere Tyrkiet som potentielt medlemsland sorterer under EU's udvidelseskommissær, Olli Reh. Hans talskvinde, Krisztina Nagy, siger forud for dagens møde, at situationen for religiøse mindretal som alevierne vil indgå i EU-ledernes samlede vurdering af Tyrkiet. -- Vi ved godt, at visse ikke-muslimske minoriteter stadig har det svært, selv om religionsfrihed er garanteret ifølge den tyrkiske forfatning. Det er selvfølgelig noget, der skal bringes i orden. Hvis stats- og regeringslederne i EU beslutter at indlede optagelsesforhandlinger, vil vi nøje følge situationen på området og hele tiden bedømme, om der gøres nok for de religiøse minoriteter. Blandt andet skal deres retsstilling og deres ejendoms-ret være fuldstændig sikret. Tyrkiet skal ligesom alle andre lande respektere de politiske kriterier, siger Krisztina Nagy. Alevierne selv kræver, at deres religion bliver accepteret på lige fod med andre mindretalsreligioner i Tyrkiet. Det skal blandt andet ske ved, at aleviernes troscentre, der kaldes Cem-huse, skal have samme juridiske status som moskeer, synagoger, kirker og så videre. Desuden vil alevierne have sat en stopper for tvungen religionsundervisning af alevi-børn i skolerne, ligesom de forlanger, at den tyrkiske stat skal indstille sine byggerier af moskeer i alevi-landsbyer og bydistrikter. Skiftende tyrkiske regeringer har siden 1923 nægtet at anerkende alevierne som et religiøst mindretal. Så sent som i september sagde landets premierminister, Recep Tayyip Erdogan: "Alevisme er ikke en religion. Cem-husene er kulturhuse snarere end templer." Tidligere har Erdogan til de tyrkiske medier sagt, at "Cem-husene kan aldrig være et sted for tilbedelse. Moskeer er det eneste sted, hvor tilbedelse finder sted inden for islam". Aleviernes organisationer betegner i en officiel meddelelse Erdogans udtalelser som "yderst uacceptabele og uhøflige". -- Det er de skiftende tyrkiske regeringers egen svaghed, at alevierne nu fra EU's side sættes på dagsordenen, fordi man hele tiden har fornægtet aleviernes eksistens og på ingen måde anerkendt dem, lyder det i en fælles meddelelse fra aleviernes organisation i Tyrkiet og i EU-landene. Meddelelsen er herhjemme oversat og sendt ud af "Alevi Forbundet i Danmark". Selv om det officielle Tyrkiet nægter at anerkende aleviernes særegne religion, bliver problemet langtfra tiet ihjel i Tyrkiet, siger chefredaktør Yusuf Kanli fra Tyrkiets store engelsksprogede avis, Turkish Daily News. Avisen var ifølge Kanli den første i Tyrkiet til at bruge ordet "kurder" i slutningen af 1980'erne. Dengang nægtede den tyrkiske stat på samme måde som med alevierne i dag, at der eksisterede en særskilt etnisk kurdisk gruppe i landet. Betegnelsen alevi har det til gengæld aldrig været forbudt at bruge offentligt, og Turkish Daily News har gennem en årrække sat fokus på diskrimination af alevierne. -- Alevi-problemet handler ikke om en etnisk minoritet, snarere en "kulturel" minoritet. Det skyldes manglende anerkendelse fra det store massive sunni-flertal og det, at staten ignorerer alevier som en selvstændig religiøs gruppe og i stedet insisterer på, at de er en muslimsk sekt, siger han. Mens aleviernes situation ifølge EU's eksperter ikke er forbedret nævneværdigt, har kurderne officielt opnået en vis statslig anerkendelse efter pres fra EU. Forbedringerne for kurderne blev fremstillet i en række europæiske medier i dagene op til den 6. oktober, da EU-Kommissionen gjorde status over Tyrkiets fremskridt i retning af at leve op til europæiske demokratiske standarder. Lektor ved Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse på Syddansk Universitet i Odense Khaled Salih mener dog ikke, at hverken kurderne, alevierne eller noget andet etnisk mindretal i Tyrkiet i overskuelig fremtid vil opnå anerkendelse i vestlig forstand. -- Det tyrkiske politiske system er ikke indrettet efter et mangfoldigt samfund, som indebærer, at forskellige mindretal anerkendes på lige fod med flertallet. Jeg tror ikke, at mindretallenes rettigheder eksempelvis vil blive skrevet ind i forfatningen, som det er sket med baskerne i Spanien, eller at de kan opnå mindretals-anerkendelse som for eksempel samerne i Sverige. Mindretallene i Tyrkiet skal snarere håbe på en form for passiv accept fra staten, siger han. Knaled Salih er dog ikke i tvivl om, at mindretallenes vilkår i Tyrkiet vil blive forbedret de kommende år, hvis EU fortsætter med at stille krav om, at Tyrkiet skal leve op til internationale regler for menneskerettigheder. Siden 1999 har EU presset på for at få gennemført politiske og økonomiske reformer i Tyrkiet. EU har blandt andet stillet krav om, at Tyrkiet skal leve op til internationale regelsæt om menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal. Presset har haft en ganske betydelig effekt, konkluderede EU-Kommissionen i sin statusrapport for Tyrkiet. Her lagde kommissionens obervatører blandt andet vægt på, at Tyrkiets parlament har vedtaget to lovpakker, der blandt andet indebærer, at dødsstraffen er blevet afskaffet, at straframmen for udøvelse af tortur hævet, at pressefriheden styrket, og at ligestillingen mellem kønnene forbedres. Trods de generelle forbedringer af menneskerettighederne peger EU-Kommissionens obervatører også på, at kampen mod diskrimination har været afdæmpet. Eksempelvis er Tyrkiets lovgivning mangelfuld, når det handler om at beskytte borgerne mod diskrimination på grund af race, religion, politisk eller filosofisk overbevisning. Netop lovgivningen vil Tyrkiet blive tvunget til at tilpasse, efter at der findes mindretal med en anderledes kultur, mener Klaus Slavensky, der leder Informations- og Uddannelsesafdelingen på Institut for Menneskerettigheder. -- Den tyrkiske forfatning baserer sig på princippet om ét folk, ét land og ét sprog. Den officielle politik er, at mindretallene har lov at tale deres sprog og dyrke deres kultur i det private. Den ét-politik tror jeg, de får problemer med, når de skal tilpasse samfundet efter de krav, EU stiller, siger han. Klaus Slavensky forklarer, at principperne i den tyrkiske forfatning er hentet fra Frankrig og Schweiz: -- Den blev udformet af Kemal Atatürk, som grundlagde den sekulære republik i 1923. Det skete i et forsøg på at europæisere Tyrkiet, og det er også langt hen ad vejen lykkedes. Men Tyrkiet har ikke løbende indarbejdet hensyn til etniske mindretal i lovgivningen, sådan som Frankrig har, og som vi også har herhjemme, hvor vi har indrettet bederum på nogle arbejdspladser og taget hensyn til forskellige religiøse grupper. Det tror jeg, den tyrkiske stat vil blive tvunget til de kommende år, siger han. udland@kristeligt-dagblad.dk
|
 http://www.alevi.dk/DANSK/DABF%20DK.htm
http://en.wikipedia.org/wiki/Alevi
Alevierne er forfulgte i deres eget land Tyrkiet. ca. 20-25% af befolkingne i Tyrkiet er alevier. I Danmark bor der omkring 10.000 af dem.
Sidste år blev 33 af dem brændt af islamiske fundamentalister i Tyrkiet.
De har blandt andet dette mundheld: "Alle veje der går udenom videnskaben ender i mørke"
De tror på at dele alt, undtagen kærester.
Mennesket og fornuft er i centrum.
Det er da en religion man ligefrem kunne lære noget af.
|
Betegnelsen alevi dækker over flere forskelligartede religiøse og etniske grupper. Alevi-foreningen i Århus består af tyrkisk talende alevier, men der findes også bl.a. kurdiske og arabiske alevier. Alevismen indeholder elementer fra blandt andet shamanismen, zoroastrismen, kristendommen, sufismen og især islam. Da alevi både er en religiøs og etnisk betegnelse, beskrives den undertiden som en tyrkisk/kurdisk folkereligion. Alevierne tror på Koranens grundlæggende budskab, og de anser sig selv for muslimer. Da alevismen kun i begrænset omfang beskæftiger sig med ydre handlinger overholdes islams fem søjler ikke på traditionel vis. ”Den sande religion” møder man ifølge alevierne kun ved at vende sig indad og se ind i sit hjerte. Det afgørende er, hvordan man behandler andre mennesker, hvad man gør og siger og hvordan man opfører sig. Religionen centrerer sig således om respekten for mennesket, fællesskabet og naturen. Foreningen i Århus blev dannet i 1994 af en lille gruppe af alevier, der var bosiddende i Århus, og tæller i dag ca. 100 medlemmer.
Adresseoplysninger: Aleviforeningen i Århus, Ny Munkegade 13 B, st., 8000 Århus C. Tlf. 86 19 57 96 Links: http://www.alevi.dk/ & www.aleviakademisi.org
|
Tyrkertro, håb og kærlighed DR2
DR2 22.07.03 / 19.30 ARKIV Børn og unge
Tyrkertro, håb og kærlighed
I tre programmer kommer DR 2's serie ”Tyrkertro, håb og kærlighed” tæt på den gruppe 2. generationsindvandrere vi aldrig hører om i avisoverskrifterne – de tilsyneladende velintegrerede. Rammen om udsendelserne er den årlige weekendlejr, hvor 40 unge fra hele landet mødes i en spejderhytte på Sjælland.
De er tyrkere, født og opvokset i Danmark. De taler alle perfekt dansk, er under uddannelse eller i job og klarer sig i det hele taget rigtigt godt i det danske samfund. Umiddelbart ligner de mønstereksempler på velintegrerede 2. generationsindvandrere. Men under overfladen gemmer sig en splittelse mellem to kulturer, der gang på gang viser sig komplet uforenelige. En splittelse, som udmønter sig i rodløshed, og en søgen tilbage til de tyrkiske rødder i et forsøg på at finde et ståsted i tilværelsen. De nye danskere føler sig ikke danske og vil heller ikke opfattes sådan. Men som alle andre har de brug for en identitet og et tilhørsforhold. Og det er det, de nu selv er ved at skabe. En minoritet i minoriteten I Danmark er de som indvandrere en minoritet. Men blandt tyrkere i Danmark er de også en minoritet. Deres tro er Alevisme, der udspringer af Islam. De fleste tyrkiske indvandrere i Danmark er sunni muslimer, og ligesom i Tyrkiet lever sunnier og alevier adskilt. Selvom alevierne udgør ca. 1/3 af befolkningen har de svært ved at få anerkendt deres tro i landet. Alevisme har aldrig været noget, man har talt om. Så for den unge generation af alevier, der vokser op i Danmark, er det religiøse og kulturelle grundlag spinkelt. Det er denne situation, der gør deres søgen efter et ståsted så vigtig for dem. På sin vis er de ved at starte en religion, eller i hvert fald ved at genopfinde en gammel. DR2 er med til den årlige lejr, hvor de unge tyrkere mødes for at opsøge deres rødder og genoptage gamle religiøse ritualer som deres forældre for længst er gået bort fra. Optagelserne er blevet til tre spændende udsendelser, hvor seerne kommer tæt på nogle af deltagerne og de spørgsmål, som splittelsen giver dem. I udsendelserne møder vi blandt andet: Nuriya, 19 år, der kommer fra Løsning ved Vejle, hvor hun går i gymnasiet og arbejder på familiens pizzeria. Hun ved, hvad hun må, og hvad hun ikke må, som tyrkisk pige. I modsætning til sine klassekammerater må hun ikke drikke, gå til fester eller have kærester. Hun respekterer sine forældre, men forstår ikke rigtigt, hvorfor hun ikke må leve som de andre. Det er derfor Nuriya vælger at tage med på lejr. Det er første gang, hun er med, og Nuriya håber at finde svar blandt ligesindede. Mesut er 23 år, kommer fra Århus, hvor han arbejder med unge 2. generationsindvandrere, som er på vej ud i kriminalitet. Han lever et aktivt liv. Om natten er han bartender, og så er han lige blevet udnævnt til formand for Alevi Ungdomsforening, som står for lejrturen. Det er femte gang, der er lejr, men det er første gang Mesut har ansvaret. Han har ry for at være lidt af en ballademager, så det er vigtigt for ham at vise overfor de andre, at han kan klare opgaven. Hylia, 28 år, kommer fra København og er uddannet folkeskolelærer. Hylia er meget aktiv i foreningen Alevi Ungdom. På lejren er det hende, som står for en stor del af foredragene. I dag er Hylia single og har viet sit liv til sin tro og til foreningen. Men tidligere gjorde hun oprør. Hun ville leve som danskerne, alligevel havnede hun i et tvangsægteskab og var igennem en smertefuld skilsmisse, før hun fandt ro i sine tyrkiske rødder. Vist første gang 23. september 2002 Yderligere oplysninger kan fås hos:
Christian Rask
tlf. 3520 4051 / 2169 0703
mail: chra@dr.dk
TV Presse
eller Dorte Palle Jørgensen, tlf.: 3520 8434 eller 2721 0210 |
Bønnen ligger i et pletfrit liv og rituelle fester med dans og musik mindst en gang om året for Odenses alevier ODENSE: Ali Cetin er vokset op i en tyrkisk by på størrelse med Odense og husker stadig, hvordan hans trosfæller blev undertrykt og forfulgt, fordi de ikke ville leve efter muslimernes strenge regler. Hvor åndelige ledere gennem årene er blevet hængt, halshugget eller slået ihjel af magthaverne.
- Vi har betalt dyrt for vores holdninger. Vi har mistet omkring 500.000 mennesker, fortæller Ali Cetin. Livet i Europa er nemtHan er en af Danmarks i alt cirka 10.000 tilhængere af den for mange ukendte religion alevismen, der ved årsskiftet blev officielt godkendt som trosretning herhjemme. Og for tre år siden var han med til at starte en lokal afdeling af Alevi Forbundet i Odense.
En tro der blander kernebudskaber fra hovedsageligt islam, men også kristendommen, buddhismen og kurdisk/tyrkisk folketro.
- Den tager alt det gode fra andre religioner. Vi lever et helt almindeligt liv i samfundet. Når vi går på arbejde, passer på naturen og har det godt med familien, er det bøn for os. Og livet i europæiske lande er meget nemt for os, for vi har ingen strenge forbud. Vi må gerne spise som danskerne, og hos os er alle mænd og kvinder lige, fortæller Ali Cetin, der er gift, far til to sønner og taxavognmand i Odense. Han tror blandt andet på, at sjælen lever videre, når vi dør.
- Paradis og Helvede oplever man, mens man lever. Hvis man har haft det godt, har man levet i Paradis, og hos den, der har haft et godt liv, går sjælen videre til et andet godt menneske, fortæller Ali Cetin.
Han er meget forsigtig med at sammenligne med islam.
- Det kan blive et spørgsmål om liv eller død, siger han. Men på ét punkt har alevismen ligheder. Hvor størstedelen af Tyrkiets befolkning bekender sig som sunni-muslimer, er alevisme en fortolket udgave af shia-islam. For shiitterne var Muhammeds fætter Ali den rette efterfølger til at føre islam videre. Det mener også alevierne. Men så ophører lighederne også. Hverken bibel eller koranFørst og fremmest overholder alevierne ikke islams fem søjler eller religiøse bud - trosbekendelsen, bøn, faste, almisse og valfart. Alevierne har heller ikke en hellig tekst som Biblen eller Koranen, men flere hellige tekster, bøger om troens grundprincipper og beretninger om hellige mænd og martyrer.
Sammen med resten af bestyrelsen i Odense arbejder Ali Cetin dog på at få trykt en håndbog med troens grundprincipper. Og i øjeblikket går tiden også med at planlægge en større religiøs samling på Fyn den 3. februar.
En af de få rituelle samlinger alevisterne holder hvert år. Her samles tilhængere fra hele landet til en fest som en bøn til Gud - eller HAK. Her spises, synges og danses rituelle danse alt sammen styret af en "dede", der er trosretningens præst.
|
På 35 år er over 100 trosretninger kommet til Danmark. Ved årsskiftet kom også alevierne ind i varmen - som det første land i verden ODENSE: I århundreder er de blevet forfulgt og undertrykt som tilhængere af en minoritetsreligion i hjemlandet Tyrkiet.
Men siden årsskiftet har cirka 10.000 indbyggere i Danmark for første gang kunnet være stolte af deres religion alevismen, der er en blanding af kristendommens, buddhismens og særligt islams kernebudskaber. Kom til landet i 70'erneMen da alevierne mere tror på fællesskabet end på et islamisk lands strenge regler, er tilhængere i århundreder blevet forfulgt af fundamentalistiske muslimer.
Alevierne kom til Danmark sammen med en større bølge af indvandrere i 1970'erne. Og siden da er over 100 nye trossamfund blevet godkendt.
Et stempel der bliver stadig mere eftertragtet blandt små trossamfund, fortæller Tim Jensen, der er religionsforsker ved Syddansk Universitet i Odense.
- Der er en klar tendens til, at det bliver mere og mere vigtigt for folk med en religion, at de bliver godkendt. Det giver højere status og en accept i det omgivende samfund. Og så giver det mulighed for at vie folk indenfor trosretningen, siger han. En følge af globaliseringI 2003 blev også den gamle vikingereligion asatroen godkendt herhjemme.
- Vi er blevet mere åbne i Danmark. Det er vi nødt til, fordi vi er blevet en del af verden i kraft af globaliseringen, siger Tim Jensen.
Kristendommen er dog stadig langt den største religion herhjemme med cirka 83 procent af befolk-ningen efterfulgt af islam med cirka fire procent af befolkningen. |
Odense 13.01.2008 04:00 Alevisme er en blandingsreligion fra Tyrkiet med elementer fra gammel tyrkisk folketro, kristendom og buddhisme, men den er især en meget åben fortolkning af islam. Alevierne overholder ikke islams fem søjler eller religiøse bud (trosbekendelsen, bøn, faste, almisse og valfart). Bl.a. derfor er tilhængere i årevis blevet forfulgt og undertrykt.
Der er ca. 10.000 alevi-tilhængere i Danmark. Alevi Unionen i Europa har hjemsted i Tyskland. Herfra uddannes eller godkendes dedeer (præster).
Gud, der kaldes HAK, er nærmest en enhed mellem Allah, Muhammed og Muhammeds fætter Ali. Alevierne mener, at Ali var den rette efterfølger (imam) til at føre islam videre.
Alevierne skelner ikke mellem rent eller urent og ting, der er tilladt (halal) eller forbudt. De kræver dog, at man er ren, dvs. har været i bad, inden man deltager i en gudstjeneste. En anden forskel er synet på ægteskabet. Alevierne er modstandere af tvangsægteskaber.
Da alevierne ikke praktiserer bøn ligesom muslimerne, mødes de derfor heller ikke ugentligt i et bedehus. Deres vigtigste gudstjeneste er den årlige cem, der foregår i en slags kirke, et cemevi eller stort fælleslokale.
Kilde: www.alevi.dk
|
Af Jørgen Christensen-Ernst Når man taler om islam i Vesten, taler man som regel om den klassiske version fra Koranen og om islamisk lov. Tyrkiske muslimer kan imidlertid ikke umiddelbart sidestilles med muslimer fra andre islamiske lande. Mange, heriblandt adskillige tyrkere, føler at Tyrkiet har en splittet personlighed idet landet så at sige står med det ene ben i den islamiske verden og det andet ben i Vesten. Man behøver ikke at læse mange tyrkiske aviser af forskellig politisk og religiøs observans for at se at man i Tyrkiet er enige om dette problems eksistens, men naturligt nok uenige om problemets årsag og løsning. Nogle praktiserende muslimerne beklager sig over at der sker overgreb mod deres religionsfrihed og endog over at være ringere stillet end landets kristne minoriteter. De vestligt orienterede muslimer beskylder til gengæld de praktiserende for at ville indføre islamisk lov ad bagdøren. Man kunne spørge om årsagen til Tyrkiets religiøse problemer findes hos islam, eller om det skyldes landets specielle form for sekularisme. Eller måske skyldes problemet egentlig en bestemt indstilling til religionsfrihed som findes både hos praktiserende muslimer og hos dem der støtter sekularismen. Indsigt i baggrunden for denne dobbelthed i landets kultur er vigtigt da problemet berører forståelse af stort set alt hvad der foregår i landet, lige fra indenrigs- og udenrigspolitik til litteratur og kunst. Islam Ifølge nogle vestlige forskere og mange muslimer i Mellemøsten er islam ikke blot en religion som kristendommen. Den er også en politisk og social ideologi som omfatter alle samfundets funktioner. Nogle søger forklaringen til dette i det såkaldte "guddommelige enhedsprincip" der er formuleret i islams primærkilder og som skulle have den konsekvens at islam har totalitære dimensioner. I denne forbindelse bør det nævnes at ofte har religiøse menneskers opfattelser og praksis ikke meget med religionens primærkilder at gøre. Trods den barmhjertige og næsten pacifistiske kerne i kristendommens budskab har der i kristenheden været grobund for de værste overgreb mod medmennesket. I stedet for at lede efter svar i islams primærkilder vil det derfor være mere nærliggende at søge svaret i den opfattelse af islam som de troende har. Og her bliver sagen straks mere kompliceret. I modsætning til hvad folk i Vesteuropa ofte tror, er tyrkerne langt fra enige i religiøse spørgsmål. Dette gælder både i tro og i praksis. Flertallet af Tyrkiets befolkning er sunni muslimer, men der findes et meget stort mindretal af alevi muslimer. De betragtes dog ofte som kættere af sunni muslimerne. Alevi muslimerne kommer normalt ikke i moskeerne, de faster ikke, og de har deres egne ritualer. De er selvsagt ikke interesseret i at der indføres islamisk lov i landet da dette kunne bringe dem på kant med staten. Men heller ikke sunni muslimerne er enige indbyrdes. Blandt dem finder man alt fra deister til radikale tilhængere af islamisk lov, og de liberale muslimer er langt fra interesseret i noget som kunne ligne en islamisk stat der blander sig i deres livsstil og privatliv. De udsættes ofte for kritik af islamister som Abderrahman Dilipak der for eksempel skriver (1991, side 175): "'Hvis islam kommer, må vi så ikke drikke alkohol mere, og hvordan bliver vores forhold til kvinder og piger .. ?' Det er deres største problemer. 'Skal vi også til at have tørklæde på,' siger de.. Ingen er tvunget til at være muslim. De agter dog ikke at opgive deres religion. De siger: 'Lad os beholde vores religion, men gøre som vi plejer. Lad os ikke rette os efter religionen, men lad religionen rette sig efter os.'" Dilipak argumenterer for religionsfrihed med ordene (1991, side 176): "Lad folk leve som de tror og frit udtrykke hvad de mener. Lad folk leve frit. Lad os leve sammen i fred." Men følgende ord gør sekulært indstillede muslimer urolige (side 90): "Det er uden diskussion både logisk og konsekvent for en kristen at have en sekulær orientering. Men det ville være manglende konsekvens for en muslim. At påstå at man er sekulær og samtidig muslim, er en komisk udtalelse der både er selvmodsigende og inkonsekvent." Politisk islam Den opbakning partier med et islamisk program har fået siden midten af firserne, viser at en del af muslimerne i landet ønsker at islam skal spille en større rolle i lovgivningen. Mange alevi muslimer og liberale sunni muslimer er usikre på hvad der vil ske hvis de religiøse kommer til magten. Deres frygt begrundes i de oplevelser man har haft med radikale muslimer, især de oplevelser man havde mens det religiøse Refah parti var ved magten i halvfemserne. En borgmester i Konya har således foreslået at man indførte særlige skolebusser for piger. I byen Sivas brændte fanatiske sunni muslimer et hotel ned over hovedet på en flok intellektuelle der holdt kongres i huset, og Refah partiet har ikke lagt skjul på at det ønskede at begrænse salget af alkohol. På visse universiteter udsættes studenter der ikke faster i årlige fastemåned stadig for overgreb. David Shankland (1999, side 116) bemærker vedrørende situationen i 1990'erne: "The rise of political Islam in Turkey has created a situation where plurality of religious belief is not bolstered, but threatened. In effect, this means that where people do not wish to conform to matters of religion, they may be threatened, forced to accede against their will, or at worst killed. It is painful to liberal sensitivities to spell these things out but absurd to ignore them." Med disse ord tolker han de sekulært indstillede muslimers følelser. De er overbeviste om at frihed i landet kun kan opretholdes hvis sekularismen gennemtvinges. De er derfor godt tilfredse med Det nationale Sikkerhedsråds indgriben den 28. februar 1997 hvor politisk islam indtil videre blev holdt i skak. Uanset hvordan man fortolker islams primærkilder, er det sikkert at mange tyrkiske muslimer betragter deres religion som en totalitær ideologi. Professor Sırma (1997, side 101) skriver: "Modsat den sekulære opfattelse omfatter religionen alle områder af menneskets liv lige fra undervisning til politik, fra gudstjenesten til sociale aktiviteter." Samme forfatter skriver i forordet til sin bog (side 9): "Det vi vil, er "emri bi'l-ma'ruf." Denne arabiske vending i tyrkisk udgave betyder 'at påbyde det gode'. Det lyder tilforladeligt nok, men i en sekulært orienteret muslims ører betyder 'det islamisk lov.' Som Dilipak bemærker (1991, side 160): "Islam er en religion hvor gudstjeneste er politik og politik gudstjeneste." Dette udtrykkes dog på en anden måde af Ziyaüddin Serdar (2002, side 8): "Hvis man stiller islam og stat lige, opstår der en fare for et autoritært og despotisk system idet al magt overlades til de styrende." İçtihat, tarikat og takiye Problemet omkring de sekulære muslimers skræk for islamisk lov ligger til dels i den traditionelle opfattelse at "içtihat"s dør er lukket. Denne vending betyder at den juridiske fortolkning af de islamiske primærkilder er afsluttet og endelig, og dette binder de troende til en traditionel fortolkning af islamisk jura der er mere end tusinde år gammel. Nok har intellektuelle muslimer som Professor Yaşar Nuri Öztürk argumenteret for at 'fortolkningens dør' skulle genåbnes, men hovedparten af Tyrkiets praktiserende sunni muslimer er traditionalister, så intet tyder på at der er en reformation om hjørnet. En anden årsag til bekymring er de muslimske broderskaber, de såkaldte "tarikat". Disse broderskaber, der som regel har baggrund i sufismen, har et stærkt tag i den troende del af befolkningen, og selvom de påstår ikke at have politiske ambitioner, frygter sekulære muslimer at disse broderskaber er medvirkende til at landet langsomt glider i fundamentalistisk retning. Frygten begrundes ofte ved at påstå at "tarikat" grupperne, de religiøse bevægelser og mange af de radikale muslimer praktiserer "takiye", det vil sige at de med vilje udtrykker sig på en måde der skjuler deres virkelige mening og hensigt. Sekulære muslimer beskylder med andre ord muslimske aktivister for at være latent upålidelige: Mange af dem påstår nok at de går ind for demokrati og religionsfrihed, men man kan ikke regne med dem. Denne mistillid har automatisk udviklet sig til at blive gensidig og har resulteret i antipati parterne imellem. Den tyrkiske sekularisme Normalt betegner sekularisme en fuldstændig adskillelse mellem "stat og kirke", men denne definition gælder ikke den form for sekularisme der praktiseres i Tyrkiet. Dilipak kalder den hånligt for "byzantinisme" og antyder dermed at religionen er under statskontrol. Det er sandt at den tyrkiske sekularisme er blandet op med "devletçilik" (statskontrol, centralisme) som er et af kemalismens fundamenter. Ved bringe religiøse anliggender under statskontrol vil man sikre religionsfrihed for både muslimer og ikkemuslimer. Dette skulle medvirke til at religion forblev et privat anliggende og at 'islam blev lukket inde i moskeen'. Problemet er ifølge juristerne S.M. Ünal og A. Akdamar relevant og akut fordi Tyrkiet før det blev et sekulært system, var teokratisk. (1983, side 35) To grundlæggende begreber i den traditionelle osmanniske verdensopfattelse var ümmet (de troendes samfund) og din-u-devlet (religion og stat) som forpligtede enhver der kaldte sig muslim til at leve efter reglerne og staten til at håndhæve dem. Mange praktiserende muslimer har det imidlertid dårligt med at deres religion er blevet 'lukket inde i moskeen'. De ville ønske at islam kunne spille en langt større rolle i Tyrkiets sociale og politiske liv (Özek 1962, side 14). Men hver gang de prøver at gennemføre noget i den retning, bliver de standset - som regel af militæret og til de liberale muslimers store tilfredshed. Dette har fået dem til at sige at kemalismen og sekularismen er Tyrkiets nye religion, og de beklager sig over at deres religionsfrihed krænkes, for eksempel ved forbudet mod at bære hovedtørklæde på universiteterne. Ifølge Ocak (1999, side 134, 135) har situationen medført en spaltning af samfundet med to slags tyrkisk, to slags historieskrivning og to slags islam idet den officielle islam ikke svarer til folkets religion. Başgil (1996, side 183) bemærker at statsembedsmænd og politikere i den situation kommer til at spille rollen som reformatorer og doktorer i teologi. En løsning? Problemet synes at bero på parternes indstilling. De religiøse agter ikke opgive det totalitære krav over deres medtroende, og de sekulære tør ikke give de religiøse fuld frihed. Begge parter er utrygge ved religionsfrihed: De religiøse føler at religionsfrihed for liberale muslimer vil stride imod islamisk lov. De liberale er sikre på at fuld religionsfrihed vil betyde et dødsstød for demokratiet. Başgil taler om religiøs og politisk fanatisme (side 172). Men måske er det mere korrekt at kalde det frygt end fanatisme: På den ene side frygt for at opgive traditionen, og på den anden, frygt for at opgive moderniteten. Kun hvis religionsfrihed fuldt ud accepteres af begge parter, har Tyrkiet en chance for at hele det sår modernitetens sammenstød med traditionen har åbnet. Dette vil dog kræve at begge parter anerkender at staten, islamisk eller sekulær, ikke har ret til at diktere den enkeltes samvittighed. Kilder Başgil, A.F.: Din ve Lâiklik (Istanbul 1996) Berkes, Niyazi: The Development of Secularism in Turkey (London 1964) Dilipak, Abderrahman: Laisizm (Istanbul 1991) Mardin, Şerif: Religion and Politics in Modern Turkey, i: J. P. Piscatori (ed.): Islam in the Political Process (Cambridge1983) Ocak, A.Y.: Türkler, Türkiye ve İslam (Istanbul 1999) Özek, Çetin.: Türkiyede lâiklik (İstanbul 1962) Serdar, Z. og M. Gaiberi: Devlet ile din bir olursa faşizm gelir! (Radikal, 13. maj 2002) Shankland, David: Islam and Society in Turkey (Eothen Press 1999) Sırma, İ.S.: Alaturka Demokrasi – Alaturka Laiklik (Istanbul 1997) Ünal, S.T. og A. Akdamar: Türkiye'de Laiklik İlkesi ve Yehova'nın Şahitleri (Istanbul 1983 |
Ja, det var dejligt. Se også (tyrkiske) alevi muslimer på www.alevi.dk,,, de er også ekstremt sympatiske i deres udmeldinger. Så, ja endelig, det er godt at høre andre muslimske udmeldinger som klinger overens med demokratisk mentalitet. Mange muslimer føler ikke at der er nogle som taler deres sag, demokrati, sekularisme og ytringsfrihed.. Ja tak. Ja bortset fra, at alevi mulimer ikke er rigtige muslimer. Man kan ikke komme udenom Islamisk Trossamfund, som dog heldigvis heller ikke er så slemme, som de bliver dæmoniseret til at være. Er det sidste der er brug for, virkeligt endnu flere muslimske fraktioner i Danmark? Tja, hvem er "rigtige" det ene eller det andet? Jeg synes det er godt med flere muslimske fraktioner, især dem som fremstår som så gode rollemodeller som alevitterne bl.a. Så for min skyld ingen alarm. - Danmark bliver vel en repuplik før eller siden så hvad betyder det i sidste ende... Jeg er ligeglad med at Alevierne måske ikke er 'rigtige' muslimer. De er rigtige mennesker, og har - efter de par ting jeg har læst om deres religion - hjertet på rette sted. Det er befriende at høre ovenpå alle de trusler, der er kommet fra 'rigtige' muslimer. |
HELLE MERETE BRIX: Bomben under Muhammed ..... Mordet på alevierne
Mange fritænkende journalister og forfattere er i 1990erne blevet myrdet af Algeriets islamister for at have skrevet eller sagt noget, der opfattedes som krænkende for islam. Det samme har været tilfældet i Tyrkiet. I sommeren 1993 stormede en menneskemængde, efter at være blevet hidset op af den lokale mullah, et hotel i byen Sivas og satte ild på det. På hotellet holdt medlemmer af den uortodokse Alevi-sekt kulturkonference, og blandt deltagerne var forfatteren Aziz Nesin. Nesin havde egenhændigt oversat De sataniske vers og havde åbent erklæret, at ”der skulle gøres en ende på Koranens tusindårige tyranni”. Værst af alt måske, han havde på TV åbent erklæret, at han ikke troede på noget som helst, at han var ateist.
Mængden forlangte Nesin udleveret til henrettelse. Det nægtede alevierne, og derefter blev der sat ild til hotellet. Brandfolkene blev skubbet væk. Under branden omkom 37 af konferencens deltagere.
Et mindre kendt eksempel fra Tyrkiet er historien om en sagesløs bartender, Oguz Atak, der solgte alkoholfri drinks, men havde Allah tatoveret på den ene skulder. Han blev skudt og dræbt i 1997.
Forfatteren Ibn Warraqs radikale opgør med islams i bogen Derfor er jeg ikke muslim er i dag kendt verden over. Mindre kendt er den bemærkelsesværdige kommentar fra en anonym borger i Karachi i Pakistan, der under Rushdie-sagen blev trykt i avisen The Observer: ”Salman Rushdie taler for mig i De sataniske vers”, og videre: ”Ingen, der ikke lever i et islamisk samfund, kan forestille sig de sanktioner, både selvpålagte og udefrakommende, der forhindrer en i at udtrykke sin skepsis over for religionen. ”Jeg tror ikke på Gud” er en umulig offentlig udtalelse selv mellem familie og venner. ... Så vi tier, de af os der tvivler.”
Ved en lille konference i et hus uden for Oxford i år 2000 med deltagelse af blandt andre Ibn Warraq – og undertegnede - spadserede jeg i en af pauserne i husets have med en arabisk-britisk psykolog. Han fortalte mig hvilken lettelse det havde været for ham at læse Ibn Warraqs bog og hvor stor betydning, den havde haft for ham. For den havde godtgjort, at andre så med samme skepsis som han selv på den religion, han var født ind i, den islamiske. Han var ikke længere alene.
|
Tom ChristiansenSocialistisk ArbejderavisNr. 114 – April 1995 – side 7 Nedskæringer og undertrykkelse i Tyrkiet har skabt grobund for et socialt oprør. Demonstrationerne i blandt andet Ankara og Istanbul i midten af marts viser, hvor eksplosiv situationen i Tyrkiet er. Demonstrationerne blev udløst af et fascistisk angreb på 4 caféer i slumkvarteret Gita i Istanbul. Her blev mindst to mennesker dræbt og 15 såret. Cafeerne blev benyttet af folk fra det religiøse mindretal, alevi'erne. De praktiserer en form for islam, som støtter demokrati og ikke gør brug af den islamiske lov og bestemte krav til påklædning. Oprør mod terrorVreden over den fascistiske terror fik tusindvis af folk i Istanbul til at demonstrere i protest. De blev mødt at svært bevæbnet politi, som valgte at åbne ild mod demonstranterne i stedet for at gå på jagt efter fascisterne. Derefter udviklede demonstrationen sig til oprørslignende tilstande, hvor op mod 20.000 mennesker byggede barrikader for at forsvare sig mod politiet. Oprøret kom hurtigt til at handle om alt muligt andet end religion. Arbejdere, studenter, kurdere og venstrefløjsfolk blev en del af demonstrationerne, og paroler som "død over fascisterne" dukkede op. Demonstrationerne udviklede sig herefter til at blive en protest mod krigen i Kurdistan, regeringens nedskæringsprogram og de forringede levevilkår. Politiet greb hårdt ind overfor demonstrationerne, og omkring 20 mennesker er blevet dræbt og 50 såret. En gruppe bestående af fagforeninger og menneskerettighedsorganisationer, Demokratisk Platform, arrangede i protest over politiets fremfærd en demonstration i Ankara, der samlede 2000 mennesker. Demonstrationen blev opløst og overfaldet af politiet, som sårede yderligere 13 demonstranter. Der har desuden været demonstrationer i andre af Tyrkiets storbyer, fx Bursa, Izmir og Adana. Selv om alevi'erne står i modsætning til de islamiske fundamentalister, der har haft stor fremgang i Tyrkiet, så var det ikke fundamentalisterne, der organiserede angrebet på cafeerne, men organiserede fascister. Tværtimod indkaldte fundamentalistiske grupper på universitetet i Istanbul et protestmøde mod fascisternes seneste angreb. Fascisterne har i en længere periode forsøgt at oppiske religiøse modsætninger i Tyrkiet. Den tyrkiske regering har set gennem fingre med fascisternes vold, fordi den blandt andet har rettet sig mod venstreorienterede kritikere af regeringen. Krig skaber økonomisk kaosTyrkiet optrapper krigen mod kurderne samtidig med, at økonomien er ved at gå amok. Den herskende klasse i Tyrkiet er fanget i et dilemma mellem en økonomi, der er ved at gå amok, og et ulmende oprør. For at opnå lån og kreditter i den internationale monetære fond, har regeringen lanceret et spareprogram. Dette program har forringet den tyrkiske arbejders realløn, som nu er faldet til 56 % af hvad den var i 1980. Det har bragt Tyrkiet på randen af et oprør. Et oprør, som den tyrkiske regering af al magt forsøger at slå ned, hvad enten det er kurderne i sydøst eller demonstrationer i Istanbul. Vesten var så bekymret for kurderne efter Golfkrigen i 1991, men nu har Nato-partneren Tyrkiet fået en stiltiende accept til at gøre hvad USA bremsede Saddam Hussein i i 1991. Nemlig at nedkæmpe kurderne i det nordlige Irak. 35.000 tyrkiske soldater krydsede mandag d. 22. marts grænsen til Irak for at udrydde guerillabaser, hvorfra det kurdiske arbejderparti, PKK, opererer ind i tyrkisk Kurdistan. 11 års krig mod kurderneDet er den foreløbige kulmination på 11 års åben krig mod kurderne, der indtil nu har kostet 15.000 mennesker livet, mens endnu flere er drevet på flugt. Tyrkiet har i øjeblikket 200.000 tropper i området involveret i krigen mod de ca 12-15.000 PKK-guerillaer. Regeringens optrapning af krigen skal ses i lyset af Tyrkiets håbløse økonomiske situation. Siden militærkuppet i 1980 har den tyrkiske regering satset på at tiltrække udenlandsk kapital. Skatter og afgifter blev sat ned, militante fagforeninger blev smadret, så kun en ud af ni arbejdere idag er organiseret i fagforening. Med sammenbruddet af Sovjet blev Tyrkiets rolle internationalt forstærket. Den nuværende premierminister, Tansu Çiller, udtrykte i 1992 den herskende klasses visioner således: "Vi opfatter, at vi kan udgøre broen mellem vestlige partnere og både Rusland og de republikker, som er kulturelt forbundet med Tyrkiet." Også militærstrategisk spiller Tyrkiet en vigtig rolle som forbindelsesled mellem Vesten og Mellemøsten. Det var blandt andet fra baser i Tyrkiet, at de vestlige allierede gennemførte angreb mod Irak under Golfkrigen. Landet er siden blevet den tredjestørste modtager af amerikansk militær hjælp efter Israel og Ægypten. InflationMen Tyrkiets position er truet af to forhold. For det første førte sænkningen af skatteniveauet i 1980'erne til alvorlige finansielle problemer, eftersom staten ikke øgede sine indtægter på anden måde. Fra 1988 til 1994 blev statens underskud 24-doblet, og Tyrkiets kreditværdighed faldt drastisk. For at betale af på gælden satte den tyrkiske nationalbank gang i seddelpressen med en inflation på omkring 130% til følge. For at genvinde kreditværdigheden lancerede regeringen i april sidste år et nedskæringsprogram, som skulle sænke statens udgifter drastisk og hæve skatteindtægterne. Virksomheder blev privatiseret. 30.000 statslige ansatte blev fyret, lønningerne blev fastfrosset og de sociale udgifter blev skåret ned. StrejkebølgeDet skabte naturligvis vrede og utilfredshed i den tyrkiske arbejderklasse, som reagerede med en strejkebølge, og regeringen havde derfor brug for at aflede opmærksomheden fra nedskæringerne. Den intensiverede sin anti-kurdiske og anti-græske mediekampagne. En kampagne, som den har til fælles med det Fascistiske parti, det National Aktionsparti. Det politiske klima blev derfor ekstra gunstigt for fascisterne, hvilket regeringen forsøger at udnytte til at slå ned på sine fjender. Det er blevet kendt, at Tansu Çiller har holdt møde med partiets leder Arpasian Turkes, samtidig med at partiet angreb organiserede arbejdere. Kampagnen er ikke kun rettet mod PKK, men mod kurdere, der for eksempel ikke afskriver sig retten til at tale kurdisk. Over 1000 kurdiske landsbyer er blevet smadret. I juli 1993 fik 6 valgte parlamentsmedlemmer for det kurdiske demokratiske parti ophævet deres parlamentariske immunitet, og er siden blevet dømt op til 15 års fængsel for at forsvare kravet om en selvstændig kurdisk nation. Det andet problem den tyrkiske regering står overfor, er den stigende ustabilitet i regionen – ikke mindst i form af den kurdiske seperatistbevægelse. Det skræmmer de udenlandske investorer væk fra Tyrkiet. Den tyrkiske regering satser derfor alt på et bræt ved at føre den totale krig mod de kurdiske partisaner. Krigsførslen koster nemlig årligt ca. 40 mia. kr og er med til at sætte den tyrkiske økonomi under endnu stærkere pres. Selvom nogle vestlige lande har taget afstand fra de tyrkiske troppers indtrængen i Irak, så har de igennem de sidste mange år accepteret, at Tyrkiet har ført krig mod kurderne. InvesteringerDe skyldes, at vestlige firmaer har store investeringer i Tyrkiet. I stedet for at forhindre Tyrkiet i at føre krig mod kurderne, bakker de op om den tyrkiske stat. Især tyske og amerikanske våben strømmer ind i Tyrkiet. Ifølge Financial Times modtog Tyrkiet alene i 1993 1.071 tanks. Det er næsten lige så mange tanks, som Storbritannien råder over i alt. Den tyrkiske regerings brug af politi og militær mod demonstranter og opposition gør det utroværdigt, når de vestlige regeringer forsøger at fremstille Tyrkiet som et demokratisk land. Men Vesten har brug for Tyrkiet økonomisk og ikke mindst som militær vagthund i Mellemøsten. Derfor skal vi ikke vente at se sanktioner som mod Serbien og Irak. Flere artikler fra nr. 114 Flere numre fra 1995 Se flere artikler om emnet:
Tyrkiet
|
Alevi-islam (eller alawi) er en af de absolut mest moderate retninger, der findes. I modsætning til både sunni- og shia-muslimer er de konsekvent imod sharialovgivning og overholder ikke de fem søjler i islam. Man skønner at cirka hver fjerde tyrker/kurder i Danmark er alevi-muslim. Fra alevi-muslimernes officielle danske hjemmeside: http://www.alevi.dk/ Universalgeni Alevi-islam (eller alawi) er en af de absolut mest moderate retninger, der findes. I modsætning til både sunni- og shia-muslimer er de konsekvent imod sharialovgivning og overholder ikke de fem søjler i islam. Man skønner at cirka hver fjerde tyrker/kurder i Danmark er alevi-muslim. Fra alevi-muslimernes officielle danske hjemmeside: http://www.alevi.dk/Alevi
I officielle statistikker om befolkningens tro fremgår det som regel, at 99 procent af Tyrkiets indbyggere er muslimer.
Det er for så vidt også korrekt. Men tallet skjuler, at der er endog meget store forskellige på, hvordan religionen opfattes blandt tyrkere.
Et eksempel på dette er, at omkring hver femte tyrk betegner sig som alevi[i]. En befolkningsgruppe der igennem århundreder har levet tilbagetrukket i små bjerglandsbyer i den centrale del af landet. Og som bekender sig til en mangfoldig blanding af blandt andet shia-islam, sufisme, oprindelig tyrkisk folketro samt kristendom.
Alevierne insisterer på, at kærlighed til Gud og medmennesket er den centrale religiøse målestok. Derudover adskiller retningen sig fra Tyrkiets sunni-muslimske befolkningsflertal ved, at den ikke mener, at Koranen er hellig. Den skal forstås symbolsk og ikke efterleves ord for ord. Ligeledes mener de, at den blev forvansket, da den i sin tid blev redigeret af sunni-muslimer.
I det hele taget anerkendes de mange regler i islam ikke og afvises som en ydre form for religiøsitet. Alevierne mener således ikke, at det er nødvendigt at praktisere ”de fem søjler” i islam (trosbekendelsen, de daglige bønner, fasten, almissen og pilgrimsfærden til Mekka).
Ligeledes går de ikke i moskeen. De afviser sharialovgivning. Har ikke religiøse indvendinger mod alkohol og svinekød. Faktisk anvendes enten vin eller raki (tyrkisk udgave af den græske brændevin ouzo) i nogle af de religiøse ritualer. Endelig deltager kvinder på lige fod i religionen og behøver ikke at gå med tørklæde. ............ [i] Note: Tallet er et skøn og meget usikkert, idet de fleste alevi-organisationer og nogle forskere sætter andelen til 30 procent af befolkningen. I Mellemøsthåndbogen fra Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitetsforlag vurderer Mehmet Ümit Necef og Stephen Turk Christensen, at det drejer sig om 25 procent. Andre forskere er imidlertid helt nede på 10 procent af befolkningen. Men hvis vi forudsætter, at alevierne udgør 20 procent – og at tallet kan overføres til de tyrkiske muslimer her i landet – svarer dette til, at der bor godt 10.000 personer, som tilhører denne retningen i Danmark.Link: http://www.alevi.dk/DANSK/Islams%20ansigter2.htm
ALEVI FORBUNDET I DANMARK
Pressemeddelelse 6. februar 2006
Til den danske befolkning og det islamiske samfund.
Dagsordenen i Danmark har i den seneste tid været præget af Morgenavisen Jyllands Postens udgivelse af profeten Muhammeds karikaturtegninger. Både det muslimske samfund og de danske medier og myndigheder har forespurgte vores holdning og opbakning ift. Muhammed tegningerne.Vi har derfor som ”Alevi Forbundet i Danmark” og ”Alevi Ungdom - Danmark” følt os nødsaget til atgive vores synspunkt til kende i denne sag. (Alevisme er en selvstændig syntese tro fra Tyrkiet, som også har taget en del fra islam, bl.a. er Muhammed også hellig for os, men vi overholder ikke islams regler, og har ikke noget imod afbildning af hellige personligheder. Interesserede kan læse mere om Alevisme på vores hjemmeside www.alevi.dk)
Som Alevier føler vi os ikke direkte part i den nuværende konflikt, vi står derfor lige langt fra begge parter, som nu beklageligt optrapper konflikten. Men konflikten rammer os alle, og det er svært at deltage i debatten. Fordi, tillader man sig at kritisere Islam, bliver man stemplet som vantro galning, og kritiserer man USA og vesten (herunder den danske regering og medierne) bliver man ofte betragtet som mulig selvmordsterrorist.
Vi finder de fleste af Muhammed-tegningerne uskyldige, men selv om et par er temmelig provokerende, kan det ikke være noget en verdensomspændende religion, som islam tager skade af. Vi mener det muslimske samfund overreagerer i sagen, som i den sidste ende vil skade muslimer og andre etniske grupper i Danmark. Hvis Mohammed levede nu, så vil han kun grine af tegningerne. Hvis nogen alligevel, på Mohammeds vegne føler sig krænket af tegningerne, kan de lægge sag an mod Jyllandsposten, så vil domstolene afgøre sagen, for os er der ikke mere i den sag.
Men der er en anden side af sagen, tegningerne er kun en dråbe i havet. Grunden til den kraftige reaktion fra det muslimske samfund i Danmark og ud i verden, skal bl.a., søges i dansk udenrigs og udlændingepolitik. Desværre er den danske regering med i USA's olie krig, som nu provokeres til en religions konflikt. Tidligere (ca. 30 år siden) under Afghanistan konflikten (mod de såkaldte vantro kommunister) betragtede man de muslimske grupper som frihedskæmpere, man gav dem våben, penge og magt, nu kalder man de samme grupper for terrorister. Den danske regering må kraftigt overveje sin udenrigspolitik og militære tilstedeværelse i Irak og deres ukritiske støtte til USA's mellemøsten politik. Regeringen må stoppe unødvendige og diskriminerende love, regler overfor sine etniske medborgere i Danmark. Man kan ikke krænke andre landes kultur, -religion mv. og så forvente, at de lader som ingenting er sket.
Alle religioner er fredelige og humane, det er islam også, bare politikerne kan lade være med at misbruge religionen. Denne konflikt er mere social, økonomisk og politisk, end den er religiøst. De rige lande med USA i spidsen, misbruger religionen til at støtte de udemokratiske kongedømmer mv. til forsat at kolonisere den 3. verden, og til at sætte sig på deres olie ressourcer, andre råstoffer ogarbejdskræft. I håb på at finde en frelser, søger de magtesløse, fattige, uuddannede befolkninger til religionen.
Alle profeter heriblandt Jesus og Muhammed har kæmpet imod uretfærdighed, umenneskelighed,så derfor er de hellige, som man skal være varsomme med at gøre grin af.
Desværre optrapper nu også de udenlandske medier konflikten, som allerede har kostet arbejdspladser i Danmark. Samme vil ske i de muslimske lande, i form af manglende turisme indtægter mv..
Uretfærdig behandling og manglende forståelse for hinandens værdier og kulturer er med til at skærpe fronterne imellem Danmark og de muslimske lande. Dette er bestemt ikke et skridt i den rette retning, da der i forvejen er store konflikter imellem fattige lande (det muslimske) - og europæiske samfund. Dette er med til at antænde sociale bomber i de europæiske hovedstader, som eksempel kan man nævne de seneste episoder i Paris og Bruxelles hvor man har sat brand til flere tusinde biler indenfor en kort periode. En af grundene til, at Muhammed tegningerne bliver anset som fuldkommen uacceptable, skyldesden stigende negativitet overfor de fremmede i Europa og den manglende integration af folk med fremmedbaggrund.
For etårs tids siden havde vi i Danmark en sag om de berømte Jesus-sandaler, som en dansk butikskæde solgte. Sandalerne blev meget hurtigt fjernet fra butikshylderne og butikskæden undskyldte fuldkommen og tydeligt for konflikten de skabte. Ingen snakkede efterfølgende om de religiøse kræfter bag den hurtige reaktion fra butikskæden. Selvom det er Morgenavisen Jyllands-Postens manglende indblik der skabt denne problematik, kan man ikke se bort fra Det Islamiske Trossamfunds indflydelse i optrapning af konflikten, ved bl.a. at rejste rundt i Mellemøsten og lave antipropaganda imod Danmark. De skulle have kæmpetderes sag i Danmark, hvis de følte sig trådt over tæerne. Vi elsker den danske ytringsfrihed og går fuldt ind for den, men vi synes samtidig, at den skal bruges med omtanke og uden at nedgøre andre menneskers religion og kultur.
Det Islamiske Trossamfund og de muslimske lande burde se mere tolerante på sagen og prøve at forstå den danske ytringsfrihed og kultur for humor. Den manglende forståelse fra begge sider har gjort dagligdagen mere usikker for os alle sammen. De seneste handlinger med at brænde ambassader og konsulater af, gør ikke krisen mindre, men derimod endnu større. Disse handlingerhører bestemt ikke til i hverken demokrati eller problemløsningsfaser. De gør atmosfæren endnu mere tåget og samfundet endnu mere hadefulde overfor hinanden. Det samme gælder for angreb mod Dannebrog.
Man burde være mere tolerant og respektere hinanden, når vi tænker på den globale Verden som vi lever på. I stedet for at fokusere så ekstremt meget på nogle ”ikke gennemtænkte” karikaturtegninger, burde man i stedet bruge sin energi og effektivitet på at løse de globale problemer som fattigdom, manglende uddannelse og derved gøre verden til et bedre og mere sikkert sted at leve på.
Vi kan konstatere at statsminister Anders Fogh Rasmussen, som landets øverste myndighed ikke har styr på sine tropper, hverken regeringens støtte parti DF, de muslimske imamer som han for nylig holdte møde med, eller den borgerlige presse. Vi opfordrer ham derfor hermed til at tage et større ansvar i denne sag.
Krig og konflikter gavner kun våben producenterne, og ingen andre. Derfor opfordre vi alle muslimer, danskere og andre mennesker til at tage ansvar og ikke lade sig provokere af hverken medierne eller enkelte organisationer og myndigheder. Brug i stedet fredelige midler til at udtrykke holdninger og utilfredshed med, og dermed demokratiet til at kræve ret og retfærdighed.
Vi opfordrer derfor alle til at vise hinanden gensidig respekt og forståelse.
Med venlig hilsen
Alevi Forbundet i Danmark Link: http://www.alevi.dk/BASIN%20ARSIV/Muhammed%20krisen.pdf
Pressemeddelelse:
Alevi Forbundet i Danmark (DABF) har fredag d. 10. marts 06 indgivet ansøgning til Kirkeministeriet om at blive godkendt som trossamfund i Danmark.
Alevi Forbundet i Danmark er en paraplyorganisation af 9 demokratiske foreninger, hvor Alevi-Bektashierne i Danmark er organiseret i og har til formål at dyrke deres fælles tro og leve efter deres religiøse filosofiske overbevisning/kultur mv. samtidig med blive en integreret del af det danske samfund.
Vi kalder os, Alevi-Bektashi eller kort Alevi, i historien er de også kaldt som Kizilbas. I daglig tale bruges mest betegnelsen Alevi og Alevisme. Alevi-Bektashisme er: en syntese trosretning, grundlagt af vores guru Pir Hünkar Bektash Veli i 1200 tallet Anatolien (Tyrkiet) og videreudviklet og udvikles af hans vejfølger. Den er en mangfoldig blanding af heterodoks islam, gl. tyrkisk tro shamanisme, kurdisk og persiske trosretninger zerdus, mazdek, mani derudover kristendom, jødedom, buddhisme, gl. græsk antikkens naturfilosoffer og forskellige sufi-ordener, med rødder i mundtlig tradition. I dag er den en selvstændig trosretning, der sætter mennesket i centrum, og har den Gudsopfattelse, at enhed af alt beståen her af mennesket er Gud/Guddommelig.
Geografisk liver Alevierne (ca. 20 mil.) i Tyrkiet og mindre omfang i nabolande, og vi gætter på at ca. ¼ (10.000) af tyrkiske/kurdiske indvandrere i Danmark har en Alevi kulturel baggrund. Alevitroen har været og er stadig forbudt (ikke anerkendt) i Tyrkiet. Alevierne har i flere århundrede været undertrykt og måtte videreføre deres tro i det skjulte. Men især efter Sivas massakren d. 2. juli 1993 i (Tyrkiet) og stigende radikale religiøse og nationalistiske bølge i verden, begyndt Alevierne at organisere sig offentligt, som selvstændige tros-foreninger i Tyrkiet og Europa. Første officielle Alevi forening i Danmark blev stiftet 1994 i Århus, siden hen kom andre til og d. 11.9.1999 blev Alevi Forbundet i Danmark dannet. DABF og medlemsorganisationerne har pt. tilsammen ca. 1.500 medlemmer.
DABF’s formål er at samle Alevierne omkring deres tro og kultur, dække deres forskellige behov, støtte og styrke deres ressourcer for et, godt liv og vellykket integration i samfundet. DABF samarbejder med alle ikke voldelige organisationer, er medstifter/medlem af Konfederationen af Alevi organisationer i Europa (Alevi Unionen i Europa) bestå af omk. 200 Alevi organisationer i Europa. Alevi-´Bektashi Forbundet i Tyrkiet, der består af ca. 500 alevi foreninger er vores søster organisation.
Alevier betragter mennesket som allerhelligste, er derfor imod enhver form for vold og undertrykkelse. For Alevier er viden og kærlighed vejen frem, ligestilling, ret og respekt for andre kulturer tro mv. er grundlægende for vores tro. Ud fra Alevismens lære har DABF og dens medlemsorganisationer har vedtaget følgende værdigrundlag (12 principper):
1- Viden er vores vej, kærlighed er vores religion.
2- Mennesket er vores Mekka, vores bog, vores tro.
3- Vi ser alle folkeslag med samme øje.
4- Vi gør ikke forskel på mænd og kvinder.
5- Vi holder med de svage og kæmper for retfærdighed.
6- Vær Herre over din tunge, dine hænder og dine lænder.
7- Hele universet danser semah-dans, vi går ind for evig evolution, revolution og forandring.
8- Vi samles i CEM og deler solidarisk alt undtagen vores kærester/koner.
9- For os er dialog en skoling til at blive ”det perfekte menneske.”
10- Vi respekter alle religioner, men bøjer os kun for mennesket og går ind for verdslighed.
11- Vi laver honning af alle blomster, vi deler og forsvarer vores fortid og fremtid.
12- Alevisme er vores tro, bevidsthed, modstandskraft og kærlighed.
DABF respekterer dansk og international lovgivning og søger om at blive godkendt som selvstændigt trossamfund i Danmark. I forbindelse med vores ansøgning indgiver vi en rapport til ministeriet, som beskriver Alevismens grundlægende principper. Rapporten er udfærdiget af DABF, i samarbejde med Alevi forfatter og forsker Dr. Ali Yaman og indholdsmæssigt er den godkendt af Alevi Dede-rådet (Alevi præsters - råd) i Europa, samt DABF’s og dens medlemsorganisationer på deres generalforsamlinger.
Rapporten er det første dokument i Danmark, som beskriver Alevisme, der er udfærdiget af alevierne selv i Danmark og på dansk. Dokumentet indeholder Alevi-Bektashismens mest grundlæggende trosforestillinger, Gudsopfattelse, trosbekendelse, troskilder, filosofi og etiske lærenormer, trosinstitutioner, ritualer og traditioner, sociale, kulturelle særpræg mv. De fleste navne, Alevi udtryk mv. i teksten, er forklaret som fodnoter.
Vi håber at Alevi-Bektashi trossamfundet bliver godkendt som en selvstændig trosretning i Danmark, og positivt kan bidrage til den trosmæssige og kulturelle mangfoldighed i Danmark. Alevisme er ikke-missionerende, men villig til at tage og dele alt hvad der er godt for menneskeheden. Vi vil gøre vores, for at vi mennesker kan få et godt og lykkelig liv sammen, i fred og fordragelig med respekt for hinanden her på menneskets jord. Yderligere information om Alevier og Alevi Forbundet i Danmark kan findes på vores hjemmeside www.alevi.dk
Mvh. DABF Pfv. Formand Feramuz Acar Tlf. 045 + 40 96 88 78 E-mail: acar@alevi.dk Link: http://www.alevi.dk/BASIN%20ARSIV/Pressemeddelelse%20ALEVI%20trossamfund%20ansogning%20DK.pdf
Universalgeni Pennefejde fra religion.dk:Sunnimuslimer har en formørket tankegang
Af Dincer Metin
ALEVISME: Vi tror på en ikke-konkret, uortodoks og ikke-dogmatisk fortolkning af Koranen, skriver Dincer Metin i en kommentar til Ahmed Akkari
Vi reflekterer blot og tager ikke alt for gode varer, hvilket det ligeledes kan anbefales andre at gøre, skriver Dencer Metin.
Kommentar til Ahmed Akkari:
Det er da utroligt, hvor ignorant en besvarelse kan være (se linket ved siden af artiklen, red.). Jeg forstår overhovedet ikke, hvordan du kan få dig til at udtale dig om Alevismen, når du gør det på en så faktuelt usand måde.
Alevier er ikke en sekt, ej heller er vi en lille gruppe på få procent. Vi er mennesker, der har en anderledes måde at fortolke islam på. Jeg kender ikke til nogen alevier i Irak, så de kan nok ikke være de altdominerende i det alevittiske felt. Og de, der befinder sig i Syrien, og som rigtigt nok udgør 10 procent af den syriske befolkning, har vi mig bekendt ikke nogle stærke religiøse ligheder med. I Tyrkiet derimod, er vi et sted mellem 20-25 millioner. Og eksempelvis på Balkan - især Kosova - befinder der sig mange alevier (el. bektasier), der, under det osmanniske imperiums undertrykkelser, flygtede dertil.
Vi bliver muligvis betragtet som afvigende, ja, men det er mere jeres problem, end det er vores. Vi beskyldes bl.a. for incestuelle forhold, men vi mener, at folk, der i år 2005 virkelig tror på disse forkvaklede teorier, burde tage sig en smule sammen. Baggrunden for denne mistænkeliggørelse skal ses i lyset af, at alevierne i flere århundreder har været udsat for forfølgelser, folkedrab og undertrykkelse.
Alevierne flygtede i stor stil til bjergrige områder, hvor de langt fra statsmagten kunne leve i fred uden unødvendig indblanding i deres livsførelse. Trods afstanden til statens lange arm, var de af frygt for repressalier nødsaget til at udføre religiøse ritualer i det skjulte. At disse ritualer udførtes i fora, hvor både kvinder og mænd deltog, kunne sunni-muslimernes og de officielle osmanniske imperiums håndlangere ikke håndtere, idet kvinder og mænd jo ifølge deres opfattelse ikke må omgås.
Således spredtes disse forrykte beskyldninger, og lever i bedste velgående blandt sunnimuslimer i dag. ”For når kvinder og mænd er i samme rum, kan de jo ikke finde på andet end at dyrke dyrisk sex”, synes den formørkede tankegang at være.
Ja, vi mener Ali er guddommelig, vi mener ALLE mennesker/naturen/universet er guddommelige, og finder slet ikke dette i modstrid med islam. Vi tror på en ikke-konkret, uortodoks og ikke-dogmatisk fortolkning af Koranen, der ikke nødvendigvis er "skjult". Skjult er den muligvis for mennesker, der har interesse i at fastholde og stavnsbinde troende mennesker i et bestemt kulturelt og hierarkisk mønster. Men ikke for os.
Vi mener, at alt er i bevægelse i en evig interaktion med alt, og finder det derfor fjollet at lade mennesker leve deres liv ud fra forældede forskrifter, der ikke tager højde for islams egentlige grundlæggende budskaber som kærlighed og respekt til mennesket og universet. Vi reflekterer blot og tager ikke alt for gode varer, hvilket det ligeledes kan anbefales andre at gøre.
Sidst, men langt fra mindst, har alevier i Tyrkiet aldrig modtaget nogen støtte fra Syrien. Dette er et postulat, der må betegnes som en absurditet, indtil en eventuel (og dog ret så usandsynlig) underbygning, der sandfærdiggør den, kommer frem.
Dincer Metin
Tidligere formand for Alevi UngdomHer er det indlæg fra Ahmed Akkari, som Dincer Metin her har reageret på. Ahmed Akkari svarede oprindeligt på et pørgsmål fra en læser: Hvad er forskellene på shia-, sunni- og alevi-muslimer? Det virker hurtigt, som om uenighederne er politiske, men hvad er de teologiske uenigheder?
Simon B
Svar:
Sunni-muslimer udgør ca. 90 % af den muslimske verden. Mht. alevi-gruppen eller -sekten, så betragtes de som en afvigende sekt hos sunni-muslimer. Det skyldes hovedsagligt følgende punkter:
- De mener, at Ali er guddommelig eller en del af
Gud selv.
- De tror på sjælenes reinkarnation (dvs. at man
kommer i en ny krop, når man dør. Sunni mener ud fra Quranen, at sjæle hører til bestemte kroppe og kommer til at stå samlet til ansvar på dommens dag.
- Alevi tror på en "skjult" ikke åbenbar fortolkning af Quranen.
- De mener, at den tolvte imam er gået under jorden for århundreder siden og vil komme frem igen engang, for han lever. Han følges, fordi han er af Alis slægt.
Alevier bor mest i Syrien, Irak og er en lille sekt på få procent, men har siden 70'erne fået politisk støtte i Syrien af statsmagten, så de er mere synlige i dag. Muslimer taler med alevier og mener, at de er mennesker som andre, men som skal vide, at de har helt gale forstillinger om Allah og islam.
Hilsen
Ahmed Akkari Link: http://www.religion.dk/religionsdebatten:ktg=islam:aid=251182 og http://www.religion.dk/religionsdebatten:ktg=islam:aid=237724
Fra religion.dk. Lagt på nettet den 17. december 2004 kl. 01:00
RELIGIØSE MINDRETAL: Tyrkiet er hjemland for et utal af religioner og etniske minoriteter, som ikke er officielt anerkendt. Det størrste er alevierne, som EU opfordrer Tyrkiet til at respektere.
AF MORTEN BONDE PEDERSEN
Alevierne er ikke officielt anerkendt som et religiøst samfund.
Tyrkiet spænder med sine knap 70 millioner indbyggere og over 18 gange Danmarks størrelse over en mangfoldighed af religiøse og etniske mindretal. Fra det lille græsk-ortodokse samfund på kanten af det europæiske kontinent til forbudte islamisk inspirerede sekter, som mødes i det skjulte i kurdiske landsbyer i bjergene mod Iran og Irak.
Siden den sekulære tyrkiske republik blev grundlagt i 1923, har sunni-islam været den nationale religion, og befolkningen har ifølge den officielle udlægning bestået af tyrkere. Forfatningen giver enkeltindivider lov at dyrke den religion, de vil, og tale det sprog, de vil, så længe det ikke sker offentligt. Men kun tre små etnisk- religiøse mindretal er anerkendt: det græsk-ortodokse, det armensk-ortodokse og det jødiske.
Siden Tyrkiet i 1999 blev accepteret som kandidatland til EU, har regeringen dog forsøgt at skabe bedre vilkår også for andre minoritetsgrupper.
Først og fremmest har staten anerkendt, at der findes et særskilt kurdisk folk med eget sprog og kultur. Alligevel måtte EU-Kommissionen i oktober i sin statusrapport over Tyrkiet konstatere, at mindretallenes levevilkår i det store land stadig lader meget tilbage at ønske.
Det største religiøse mindretal i landet, alevierne, nyder eksemplevis ingen form for offentlig anerkendelse. Alevismen er en muslimsk bevægelse, som oprindeligt var unik for Tyrkiet, og som adskiller sig væsentligt fra sunni-islam. Det er usikkert, hvor mange af de godt 66 millioner tyrkere, der bekender sig til alevismen, men de fleste skøn ligger på mellem 10 og 20 millioner.
I et forsøg på at opnå bedre levevilkår har aleviernes organisationer samlet underskrifter ind for at lægge pres på EU og Tyrkiet op til dagens møde i Bruxelles. Her skal EU's regeringsledere afgøre, om EU skal indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet.
Grundlaget for deres beslutning er blandt andet en statusrapport om Tyrkiet, som EU-Kommissionen offentliggjorde i oktober.
I rapporten konkluderer EU's observatører, at alevierne bliver diskrimineret af den tyrkiske stat.
”Alevierne er ikke officielt anerkendt som et religiøst samfund. De oplever ofte problemer med at åbne helligdomme, og i den obligatoriske religionsundervisning i skolerne er der ingen anerkendelse af en ikke-sunni-muslimsk identitet”, hedder det i rapporten.
Arbejdet med at vurdere Tyrkiet som potentielt medlemsland sorterer under EU's udvidelseskommissær, Olli Reh. Hans talskvinde, Krisztina Nagy, siger forud for dagens møde, at situationen for religiøse mindretal som alevierne vil indgå i EU-ledernes samlede vurdering af Tyrkiet.
– Vi ved godt, at visse ikke-muslimske minoriteter stadig har det svært, selv om religionsfrihed er garanteret ifølge den tyrkiske forfatning. Det er selvfølgelig noget, der skal bringes i orden. Hvis stats- og regeringslederne i EU beslutter at indlede optagelsesforhandlinger, vil vi nøje følge situationen på området og hele tiden bedømme, om der gøres nok for de religiøse minoriteter. Blandt andet skal deres retsstilling og deres ejendoms-ret være fuldstændig sikret. Tyrkiet skal ligesom alle andre lande respektere de politiske kriterier, siger Krisztina Nagy.
Alevierne selv kræver, at deres religion bliver accepteret på lige fod med andre mindretalsreligioner i Tyrkiet.
Det skal blandt andet ske ved, at aleviernes troscentre, der kaldes Cem-huse, skal have samme juridiske status som moskeer, synagoger, kirker og så videre. Desuden vil alevierne have sat en stopper for tvungen religionsundervisning af alevi-børn i skolerne, ligesom de forlanger, at den tyrkiske stat skal indstille sine byggerier af moskeer i alevi-landsbyer og bydistrikter.
Skiftende tyrkiske regeringer har siden 1923 nægtet at anerkende alevierne som et religiøst mindretal.
Så sent som i september sagde landets premierminister, Recep Tayyip Erdogan: ”Alevisme er ikke en religion. Cem-husene er kulturhuse snarere end templer.” Tidligere har Erdogan til de tyrkiske medier sagt, at ”Cem-husene kan aldrig være et sted for tilbedelse. Moskeer er det eneste sted, hvor tilbedelse finder sted inden for islam”.
Aleviernes organisationer betegner i en officiel meddelelse Erdogans udtalelser som ”yderst uacceptabele og uhøflige”.
– Det er de skiftende tyrkiske regeringers egen svaghed, at alevierne nu fra EU's side sættes på dagsordenen, fordi man hele tiden har fornægtet aleviernes eksistens og på ingen måde anerkendt dem, lyder det i en fælles meddelelse fra aleviernes organisation i Tyrkiet og i EU-landene.
Meddelelsen er herhjemme oversat og sendt ud af ”Alevi Forbundet i Danmark”.
Selv om det officielle Tyrkiet nægter at anerkende aleviernes særegne religion, bliver problemet langtfra tiet ihjel i Tyrkiet, siger chefredaktør Yusuf Kanli fra Tyrkiets store engelsksprogede avis, Turkish Daily News.
Avisen var ifølge Kanli den første i Tyrkiet til at bruge ordet ”kurder” i slutningen af 1980'erne. Dengang nægtede den tyrkiske stat på samme måde som med alevierne i dag, at der eksisterede en særskilt etnisk kurdisk gruppe i landet.
Betegnelsen alevi har det til gengæld aldrig været forbudt at bruge offentligt, og Turkish Daily News har gennem en årrække sat fokus på diskrimination af alevierne.
– Alevi-problemet handler ikke om en etnisk minoritet, snarere en ”kulturel” minoritet. Det skyldes manglende anerkendelse fra det store massive sunni-flertal og det, at staten ignorerer alevier som en selvstændig religiøs gruppe og i stedet insisterer på, at de er en muslimsk sekt, siger han.
Mens aleviernes situation ifølge EU's eksperter ikke er forbedret nævneværdigt, har kurderne officielt opnået en vis statslig anerkendelse efter pres fra EU. Forbedringerne for kurderne blev fremstillet i en række europæiske medier i dagene op til den 6. oktober, da EU-Kommissionen gjorde status over Tyrkiets fremskridt i retning af at leve op til europæiske demokratiske standarder.
Lektor ved Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse på Syddansk Universitet i Odense Khaled Salih mener dog ikke, at hverken kurderne, alevierne eller noget andet etnisk mindretal i Tyrkiet i overskuelig fremtid vil opnå anerkendelse i vestlig forstand.
– Det tyrkiske politiske system er ikke indrettet efter et mangfoldigt samfund, som indebærer, at forskellige mindretal anerkendes på lige fod med flertallet. Jeg tror
ikke, at mindretallenes rettigheder eksempelvis vil blive skrevet ind i forfatningen, som det er sket med baskerne i Spanien, eller at de kan opnå mindretals-anerkendelse som for eksempel samerne i Sverige. Mindretallene i Tyrkiet skal snarere håbe på en form for passiv accept fra staten, siger han.
Knaled Salih er dog ikke i tvivl om, at mindretallenes vilkår i Tyrkiet vil blive forbedret de kommende år, hvis EU fortsætter med at stille krav om, at Tyrkiet skal leve op til internationale regler for menneskerettigheder.
Siden 1999 har EU presset på for at få gennemført politiske og økonomiske reformer i Tyrkiet.
EU har blandt andet stillet krav om, at Tyrkiet skal leve op til internationale regelsæt om menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal. Presset har haft en ganske betydelig effekt, konkluderede EU-Kommissionen i sin statusrapport for Tyrkiet.
Her lagde kommissionens obervatører blandt andet vægt på, at Tyrkiets parlament har vedtaget to lovpakker, der blandt andet indebærer, at dødsstraffen er blevet afskaffet, at straframmen for udøvelse af tortur hævet, at pressefriheden styrket, og at ligestillingen mellem kønnene forbedres.
Trods de generelle forbedringer af menneskerettighederne peger EU-Kommissionens obervatører også på, at kampen mod diskrimination har været afdæmpet. Eksempelvis er Tyrkiets lovgivning mangelfuld, når det handler om at beskytte borgerne mod diskrimination på grund af race, religion, politisk eller filosofisk overbevisning.
Netop lovgivningen vil Tyrkiet blive tvunget til at tilpasse, efter at der findes mindretal med en anderledes kultur, mener Klaus Slavensky, der leder Informations- og Uddannelsesafdelingen på Institut for Menneskerettigheder.
– Den tyrkiske forfatning baserer sig på princippet om ét folk, ét land og ét sprog. Den officielle politik er, at mindretallene har lov at tale deres sprog og dyrke deres kultur i det private. Den ét-politik tror jeg, de får problemer med, når de skal tilpasse samfundet efter de krav, EU stiller, siger han.
Klaus Slavensky forklarer, at principperne i den tyrkiske forfatning er hentet fra Frankrig og Schweiz:
– Den blev udformet af Kemal Atatürk, som grundlagde den sekulære republik i 1923. Det skete i et forsøg på at europæisere Tyrkiet, og det er også langt hen ad vejen lykkedes. Men Tyrkiet har ikke løbende indarbejdet hensyn til etniske mindretal i lovgivningen, sådan som Frankrig har, og som vi også har herhjemme, hvor vi har indrettet bederum på nogle arbejdspladser og taget hensyn til forskellige religiøse grupper. Det tror jeg, den tyrkiske stat vil blive tvunget til de kommende år, siger han.
udland@kristeligt-dagblad.dk Link: http://www.religion.dk/tema/tema:fid=100006260:aid=237256
Universalgeni Alevi-Bektashismens Grundprincipper, rapport på 57 sider.
Alevisme beskrevet af alevierne selv på dansk. Rapporten indeholder Alevi-Bektashismens mest grundlæggende trosforestillinger, Gudsopfattelse, trosbekendelse, troskilder, filosofi og etiske lærenormer, trosinstitutioner, ritualer og traditioner, sociale, kulturelle særpræg mv. De fleste navne, Alevi udtryk mv. i teksten, er skrevet med kursiv og forklaret som fodnote (ordbog) i slutningen af teksten.
Kan læses her: http://www.moderatemuslimer.dk/Artikler/Alevi%20Bektashismens%20grundprincipper.pdf
Universalgeni Fra religionsforsker, Tim Jensens hjemmeside om alevier eller alawier, som han kalder dem.Alawier
Alawierne er en gren af shia-islam, hvis tilhængere i dag primært er bosat i det nord-vestlige Syrien og i det syd-østlige Tyrkiet. En mindre del af de kurdiske indvandrere fra Tyrkiet bosat i Danmark er alawier.
Alawiernes historie går tilbage til det 9. århundrede, hvor en person ved navn Muhammad ibn Nusayr al-Namiri, der var elev af den 10. shiitiske imam Ali al-Hâdî gjorde krav på at være profet. Den alawitiske tradition gør også gældende, at den 11. imam al-Hasan al-Askari (død 874) overdrog ibn Nusayr en ny åbenbaring, der siden blev den alawitiske gruppes religiøse fundament.
Alawierne er i den islamiske overlevering frem til begyndelsen af det 20. århundrede kendt som nusayrier efter Muhammad ibn Nusayr, og først et skrift fra begyndelsen af dette århundrede introducerede betegnelsen alawier, der nu er den almindelige for tilhængere af denne del af shia-islam.
Efter alawitisk opfattelse var profetens fætter Ali (Ali ibn Abi Talib) en guddommelig inkarnation, og Ali lovprises og æres derfor hos alawierne på linie med profeten Muhammad. Den alawitiske teologi er delvis hemmelig, men det vides, at alawitisk teologi og religion har indarbejdet elementer af bl.a. kristen gnosticisme og af præ-islamisk iransk religion. Således fejrer alawierne det iranske nytår ( nawrûz ). Det indgår også i alawitisk tro, at den fysiske fremtrædelsesform er en slags straf for menneskets oprør mod Gud. Nogle er dømt til evig fysisk form, medens andre kun for en tid er bundet til en fysisk form.
Alawierne tror på syv åbenbaringer. I forbindelse med hver guddommelig åbenbaring ma'nâ, optræder to "begreber eller substanser betegnet som henholdsvis "navnet" ,ism, eller "sløret", hidjâb, og "porten",bâb. Som ma'nâ opregner alawierne Abel, Seth, Josef, Joshua, Asaf, Skt. Peter, Ali ibn Abi Talib og de efterfølgende 11 imamer i 12-imam-rækken. Deres sande karakter skjules af tilstedeværelsen af en ism eller en hidjâb af hvilke alawierne opregner Adam, Noah, Jakob, Moses, Salomon, Jesus og Muhammad. Disse følges hver især af en bâb. Muhammads bâb er efter alawitisk opfattelse Salmân al-Farsî, en af Muhammads første tilhængere af persisk oprindelse.
Bindeleddet mellem de guddommelige imamer og de indviede troende er den aktuelle bâb. Muhammad ibn Nusayr betragtes således som den 11. imams bâb, og alawierne kan på den måde gøre krav på at være de sande shia-muslimer. Den, der anerkender den enkelte ma'nâ, kan undgå at knyttes til en fysisk form og omdannes i stedet til en stjerne, der kan skue det guddommelige lys.
På det almindelige religiøse plan karakteriseres alawitisk religion af helgendyrkelse, ligesom der mange steder finder dyrkelse sted af kilder og træer. Alawierne efterlever ikke de fem søjler, sådan som sunni- og shia-muslimer gør det. Den alawitiske faste varer 12 dage og afholdes i begyndelsen af den første islamiske måned, muharram. Alawierne foretager ikke hadj, dvs. pilgrimsfærden til Mekka. Med tiden indføres alawitiske mænd i den alawitiske religion, hvis teologiske indhold er hemmeligt for ikke indviede. Det sker for både mænd og kvinder gennem initiation i en ny gruppe med efterfølgende religiøs belæring.
Alawierne bruger ikke moskeer. Den vigtigste religiøse fest, der betegnes ain-i cem , afholdes flere gange årligt. Den ledes af en særlig person betegnet dede med hjælp fra særlige hjælpere, kaldet asik . Under festen udføres danse og forskellige meditationsøvelser. Symbolsk gennemspilles i ain-i cem menneskets vilje til at hengive sig til Guds vilje.
Alawier i Danmark skaffer sig med mellemrum en dede til landet, der så forestår ain-i cem ritualet med herboende alawier. De alawitiske deder tilhører bestemte familier, der er endogame. Hver dede-familie har sit sæde kaldet ocak , og i Tyrkiet og Syrien dækker hver enkelt dede flere alawitiske landsbyer. De afdøde deders grave gøres ofte til mål for lokale pilgrimsrejser. Hverken her i Danmark eller i Tyrkiet og Syrien er der socialt samvær mellem alawier og andre muslimer. Alawier indgår normalt ikke ægteskab med ikke-alawier.Kilde: religionsguiden.dk Link: http://www.sdu.dk/Hum/TimJensen/Rel/islam.html#Shia
Recension av Tina Hamrin-Dahls Aleviter i Turkiet Uppsala: Swedish Science Press, 2006 av Hege Irene Markussen Selv om forskere har vist interesse for studier av alevier siden 1990-tallet, er alevisme som forskningsfelt fremdeles på mange måter i startgropen. Den tyrkiske produksjonen av bøker om alevisme er i stor grad begrenset til et enormt antall tekster av heller normativ karakter, som først og fremst søker å definere alevismens natur teologisk og historiografisk. Dessverre må man lete grundig for å finne de mer vitenskapelige forskningsrapportene i dette havet av publikasjoner. Mot slutten av 1990-tallet og frem til i dag har det kommet ut, foruten et betydelig antall artikler i ulike tidsskrift, flere monografier og artikkelsamlinger på både engelsk, tysk og fransk, som beskriver og analyserer ulike aspekter av aleviers religiøse, kulturelle, sosiale, historiske og politiske identiteter (se listen over anbefalt litteratur nedenfor). Felles for de fleste av disse publikasjonene er at de bygger på intervjuer og tekstmateriale istedet for omfattende empiriske studier (med et sentralt unntak av David Shanklands studier som er basert på langvarige antropologiske feltarbeid i landsbyer i Sentral-Anatolia), og at de fleste på et eller annet sett forholder seg til 1990-tallets økende interesse for alevisme blant alevier selv— den såkalte “revitaliseringen av alevi identitet” eller “alevi renessansen”. Tina Hamrin-Dahls bok Aleviter i Turkiet er den eneste monografien om alevier som hittil er utgitt på et skandinavisk språk. Den kan derfor med stor sannsynlighet komme til å bli tatt i bruk i undervisningssammenheng, og den kommer kanskje også til å fungere som et standardverk for skandinaviske forskere, lærere og studenter. Det er derfor viktig å påpeke at boken, som gjennom tittelen lover oss en eller annen form for oversikt over eller analyse av alevier i Tyrkia, heller må leses som en beretning av en alevis opplevelse av massakren i den sør-anatolske byen Kahramanmaraş i 1978, hvor flere hundre mennesker ble drept og såret, og hvor deler av byen ble lagt i ruiner i sammenstøt mellom høyre- og venstre-aktivister og sunnimuslimer og alevier. Hendelsen oppleves både som et klimaks for 1970-tallets politiske høyre-venstre polarisering og som opptakten til militærkuppet i 1980. En stor andel av de døde og sårede var alevier, og Kahramanmaraş er således blitt et viktig symbol i alevi-historiografien, hvor hendelsen presenteres sammen med andre blodige opprør som brannen i Sivas og opptøyene i Gaziosmanpaşa i Istanbul, som et ledd i en kjede av angrep utført av sunni muslimer mot alevier, helt fra imamen Hüseyins død i slaget ved Kerbala til idag. At aleviene i Tyrkia utgjør en gruppe som ikke er anerkjent som en religiøs minoritet, og som derfor utsettes for mistenksomhet og diskriminering av både den tyrkiske staten og deler av befolkningen, er et faktum. At de ikke anerkjennes som muslimer av deler av den konservative sunnimuslimske befolkningen er også en realitet, på samme måte som opprørene i Kahramanmaraş, Sivas, og Gaziosmanpaşa er virkelige hendelser med blodige utfall. Alevi-historiografien er full av beretninger om hvordan de alltid har vært forfulgt, stigmatisert og diskriminert. Etableringen av den kemalistiske republikken beskrives ofte som alevienes håp om at den ottomanske forfølgelsen skulle ta slutt, og at de ikke lenger skulle ansees som kjetteriske i myndighetenes øyne og nyte godt av en kemalistisk religionsfrihet. Videre fortelles det at denne drømmen ble knust så fort sunnimuslimene kom i maktposisjoner og sunnifiserte og fordervet den kemalistiske ideologien. Det mangler ikke på beskrivelser og analyser av diskriminering og stigmatisering i Hamrin- Dahls bok. Med mangelfull struktur og mellom gjentatte faktafeil beskrives alevienes situasjon, på samme måte som i den normative alevi-historiografien, som en stadig kamp mot både den tyrkiske staten og den sunnimuslimske befolkningen. Aleviske kurdere får overveiende mye oppmerksomhet i forhold til etnisk tyrkiske alevier, og man kan spørre seg selv om ikke Hamrin- Dahl på flere steder forveksler og identifiserer den kurdiske motstandskampen med alevienes situasjon. Foruten sekundærlitteratur er Hamrin-Dahls studie basert på en alevis personlige berettelser fra Kahramanmaraş; en alevi som for tiden er bosatt i Sverige. Beklageligvis ser det ut til at Hamrin- Dahls perspektiver i stor grad er influert av denne personens synspunkter, og hennes forståelse av forholdene for alevier i Tyrkia idag ser ut til å henge igjen i 1970-tallets politiske (og uten tvil voldsomme) polarisering i landet. Hennes framstilling av antagonismen mellom alevier og sunnimuslimer får det til å virke som om hele det tyrkiske samfunnet, inkludert statlige og politiske sfærer består av konservative religiøse, intolerante og voldsutøvende sunnimuslimer i opposisjon til kemalistiske, frihetskjempende, og pasifistiske alevier. Slike dualistiske framstillinger av virkeligheten hvor de(t) gode kjemper mot de(t) onde er symptomatisk for verdensanskuelsen til mennesker som opplever seg som misforstått, urettferdig behandlet og stigmatisert. Disse menneskenes opplevelse av å väre diskriminert skal man sevsagt ikke bagatellisere, men det er viktig er forskere ikke internaliserer en slik offerrolle. Hamrin-Dahls informant er bosatt i Sverige, og det er merkverdig at boken ikke tar for seg en eneste av de mange implikasjoner som er forbundet med minner og beretninger blant mennesker i diaspora. Og det sier seg selv at denne personens forståelse av Kahramanmaraş på 1970-tallet ikke kan uten videre overføres til dagens Tyrkia. Hamrin-Dahl åpner sin bok med en beskrivelse av sosiologen Norbert Elias’ innsikter i sladderets natur og funksjon, og presenterer ideen om å analysere alevienes posisjon i det tyrkiske samfunnet ut ifra hans teorier om insiders og outsiders. Om hun hadde nøyet seg med å utforske en diaspora-alevis forståelse av opptakten og årsakene til massakren i Kahramanmaraş utifra et slikt perspektiv, kunne boken blitt meget bra. Beklageligvis søker Hamrin-Dahl å gi oss et generelt bilde av alevier i Tyrkia, og resultatet blir et sammensurium av stivbente kategorier og feilkarakteristikker. Mot en bakgrunn av en tyrkisk befolkning som utelukkende består av fanatiske sunni muslimer, deles aleviene inn i to grupper; de assimilerte tyrkiske alevier og de etnisk kurdiske, som per definisjon ansees som PKK-tilhengere. Den tyrkiske staten presenteres utelukkende som et talerør for konservative sunnimuslimer og således som av-kemalisert. Kemalismen derimot, romantiseres som en liberal, rettferdig ideologi som ivaretar minoriteters rettigheter og som derfor også er en naturlig støtte for alevier—om den ikke misbrukes av sunnimuslimer i maktposisjoner. Avslutningsvis presenterer Hamrin-Dahl medlemskap i EU og sammenslåing av bektaşisme og alevisme som viktige forutsetninger for å i fremtiden kunne forbedre alevienes situasjon— en utopi som hverken er realistisk eller videre interessant for analyser som bygger på førstehåndskunnskap om de komplekse prosesser av samhandling mellom alevier, bektaşier, kurdere, tyrkere, og resten av den samfunnsmessige konteksten som aleviene faktisk befinner seg i i dagens Tyrkia. Hege Irene Markussen er doktorand i religionshistorie ved Lunds Universitet. Hennes kommende avhandling er basert på et langvarig feltarbeid blant alevier og tar for seg ulike aspekter av tradering av religiøs kunnskap i en alevi-organisasjon i Istanbul. Kontakt: Hege_Irene.Markussen@teol.lu.se Anbefalt litteratur Massicard, Elise 2005. L’autre Turquie Paris: Presses Universitaires de France. Shankland, David 2003. The Alevis in Turkey. The Emergence of a Secular Islamic Tradition London & New York: Routledge Curzon. White, Paul J. og Joost Jongerden (red.) 2003. Turkey’s Alevi Enigma. A Comprehensive Overview Leiden & Boston: Brill. Clarke, Gloria L. 1999. The World of the Alevis: Issues of Culture and Identity New York & Istanbul: AVC Publications. Olsson, Tord, Elisabeth Özdalga og Catharina Raudvere (red.) 1998. Alevi Identity Istanbul: Swedish Research Institute in Istanbul. Relevante publikasjoner i utvalg av undertegnede: Markussen, Hege Irene 2005 (red.) . Alevis and Alevism. Transformed Identities Istanbul: The Isis Press. — 2005. “Alevi Theology. From Shamanism to Humanism” i Markussen, Hege Irene (red.) Alevis and Alevism. Transformed Identities Istanbul: The Isis Press. — 2004. “Religion and National Politics in Turkey: Alevism, Secularism and Globalization” i Stålsett, Sturla J. og Oddbjørn Leirvik (red.) The Power of Faiths in Global Politics Oslo: Novus Press. |
Religion 99 % af Tyrkiets indbyggere bekender sig til Islam, men mange tyrkere er ikke religiøse, f.eks. er der mange, der ikke beder fem gange om dagen. Ca. 12 % af Tyrkiets muslimer er alevi-muslimer. Alevierne stammer fra shia-muslimerne. De tror også på Ali og hans efterfølgere ligesom shia-muslimerne, men det er også det eneste, de har tilfælles. Alevierne er mindre troende end resten af muslimerne i Tyrkiet, som er sunni-muslimer. De dyrker ikke Koranen ordret modsat mange sunni-muslimer i landet. Deres kvinder er mere frie og de forkaster kvinders brug af slør. Efter den græsk-tyrkiske krig(1919-22) blev det besluttet at udveksle befolkninger mellem Grækenland og Tyrkiet, og dermed forlod 1,5 mio. græsk-ortodokse Tyrkiet. Under 1. Verdenskrig "forsvandt" de fleste armeniere. Kristne mindretal fordelt på syrisk-ortodokse, græsk-ortodokse kristne samt meget små katolske og protestantiske grupper udgør 1 % af befolkningen. De fleste bor i Istanbul. Nevin Yücel |
Det måske kommende EU-land Tyrkiet er et sekulært land, hører vi igen og igen. Men hvadbetyder sekulært? Ordet har i hvert fald en anden betydning i den muslimske verden end i Europa.På den tyrkiske ambassades hjemmeside opfordres man til at prøve lykken i islam, og de tyrkiskeskole- og religionsmyndigheder ser det som deres opgave at etablere moralsk religiøsitet. Af Tina Magaard
Sidst opdateret Fredag den 25. november 2005, 13:49 På kinesisk bruges samme ideogram til at udtrykke begreberne »krise« og »udvikling«. At se en krise som mulighed for udvikling er heldigvis ikke reserveret kineserne. I sin kronik i Politiken 27. september opfordrer statsminister Anders Fogh Rasmussen til at bruge EUs forfatningskrise konstruktivt, som begyndelsen på »en mere grundlæggende og mere nuanceret EU-debat«. Et velkomment udspil, især fordi statsministeren også opfordrer til at diskutere Tyrkiets eventuelle optagelse i EU »åbent og ærligt«. Der er netop behov for at belyse nogle af de grundlæggende forudsætninger for Tyrkiet-debatten, som er med til at skabe usikkerhed i en del af befolkningen i Europa. Lad os tage et tilsyneladende enkelt udsagn fra den britiske udenrigsminister Jack Straw til BBC 8. september: »Turkey is a secular nation«. Storbritannien har EU-formandskabet nu, hvor forhandlingerne med Tyrkiet indledes, og man kan derfor tillægge Straws udtalelser en vis vægt i debatten. Han fremhæver som argument for Tyrkiets optagelse i EU, at det er et sekulært land - uden at tilføje, at udtrykket »sekulært« har en noget anden betydning i den muslimske verden end i Europa. Derfor er det spørgsmålet, om argumentet ikke forvirrer mere, end det forklarer. I Europa kan de fleste blive nogenlunde enige om, at sekularisme har noget at gøre med adskillelse af stat og religion, og statens neutralitet i forhold til religion. Hvis man som europæer vælger at bruge udtrykket »sekulær« om Tyrkiet, kan det måske også være på sin plads at se på, hvordan tyrkerne selv definerer og bruger begrebet. Tyrkiets forfatning stipulerer såvel i præamblen som i artikel 2, at Tyrkiet er en sekulær stat. Der er derfor ingen tvivl om, at det sekulære er et vigtigt begreb i den tyrkiske selvforståelse. Men hvordan bliver det konkret udtrykt og brugt af den tyrkiske stats institutioner? Hjemmesiden for den tyrkiske ambassade i Danmark er interessant i den forbindelse. Her kan man få oplysninger om mangt og meget: rejser til Tyrkiet med medfølgende børn, flora og fauna ved kyst og strand, tekstileksport og sygesikringsregler. Man kan også komme i Paradis. På linket »The Pathway to Islam« læser man, at islam er »the latest and most perfect religion«, og at man takket være islam kan opnå ikke bare at »live in peace and happiness in this world«, men også at »reach the eternal happiness in the next world after death«. Det må vist siges at være et forkyndende udsagn. Kan man være både sekulær og forkyndende på én gang? Hvordan får man den tyrkiske forfatnings artikel 2 til at give mening over for ambassadens opfordring til at prøve lykken i islam? Dette er blot ét eksempel på de modsatrettede signaler, som den tyrkiske sekularisme sender til de europæiske borgere, og som gør, at sidstnævnte kan blive utrygge eller skeptiske. I hvert fald hvis de ikke er informeret om, hvad sekularisme betyder i forhold til den tyrkiske virkelighed, hvor man netop ikke adskiller stat og islam, men sammenkæder disse to enheder på en bestemt måde. For eksempel har man i Tyrkiet en statslig institution, der hedder Diyanet, som svarer lidt til det danske kirkeministerium - med den forskel, at Diyanet har betydeligt større beføjelser i forhold til borgerne, end det danske kirkeministerium har. På Diyanets hjemmeside får vi en definition af »sekularisme«, som den bruges i Tyrkiet: »Secularism (...) means providing freedom to individuals and to public institutions in the interpretation of religion and in the production and transmission of religious knowledge«. Det fremgår altså utvetydigt, at sekularisme i Tyrkiet betyder, at offentlige institutioner fortolker religion og producerer og formidler religiøs indsigt.Diyanets forpligtelser berører ikke kun det rent rituelle i religionsudøvelsen. »Vi ser religion som mere end en teoretisk tro«, står der på hjemmesiden. »Religion er en social erfaring og et sociologisk fænomen«, så borgerne advares mod den individualiserede »sentimentale religiøsitet«. Det fastslås, at Diyanet ikke bare er »en bureaukratisk institution«, men snarere en del af et samfundsprojekt »hvis formål er at etablere moralsk religiøsitet«. Gad vide, hvad danskerne ville sige til et forslag om en lignende formulering på Kirkeministeriets hjemmeside? Rent konkret udmøntes Diyanets ambition om moralsk religiøsitet i den tyrkiske befolkning på en del forskellige niveauer. Religionsundervisning i skolen, for eksempel. Den er obligatorisk ifølge forfatningens § 24, og kun børn, som tilhører de i Lausanne-traktaten anerkendte mindretal (jøder, græsk-ortodokse og armensk-ortodokse), kan blive fritaget på skriftlig anmodning fra forældrene. Børn fra de andre religiøse mindretal (syrisk-kristne, katolikker, protestanter, baha'i) eller ateister kan ikke blive fritaget. Undervisningen er forkyndende, og børnene skal lære at være »praktiserende«, altså at udføre bøn, rituelle afvaskninger etc. Det gælder som sagt også for børn, der ikke er muslimer selv. Der undervises i den officielle sunni-islam, hvilket forklarer klagerne til diverse menneskerettighedsorganisationer fra alevi-muslimerne. Disse beretter rutinemæssigt om, hvordan deres liberale Koran-fortolkning er tabu i den obligatoriske islamundervisning. Der står på Diyanets hjemmeside, at den moderate religiøsitet, som den officielle islam i Tyrkiet står for, accepterer andre religioners tilstedeværelse. Det harmonerer dog dårligt med, hvad der står i diverse menneskerettighedsrapporter. Forvaltningen af religiøse mindretal er et statsanliggende i Tyrkiet og hører ind under en institution med navnet Vakiflar. Hvis medlemmer af religiøse mindretal gerne vil restaurere eller reparere allerede eksisterende kirkebygninger, skal de spørge Vakiflar om lov, og de har ingen garanti for at opnå tilladelse. Det gælder også, når bygningerne har været udsat for hærværk. Indtil 2003 var det de religiøse mindretal forbudt at erhverve ny ejendom. De kan til gengæld sagtens miste ejendom ved ekspropriering, hvilket jævnligt sker. Et eksempel er, at de græsk-ortodokses præsteseminar blev konfiskeret i 1971, så de kan ikke uddanne flere præster. De må heller ikke lade udenlandske præster prædike i kirkerne - det er forbudt. Kan de så ikke bare holde gudstjeneste derhjemme? Nej, for der findes i Tyrkiet en lov, som forbyder religiøse møder på uautoriserede steder. Denne lovs eksistens begrundes med behovet for at bekæmpe islamistiske grupper, men den bruges ligeledes over for de religiøse mindretal, som derfor udsættes for politirazziaer og arrestationer, når de for eksempel holder bedemøder i private hjem.Afslutningsvis skal det siges, at den sammensmeltning mellem stat og religion, som »sekularisme« rent faktisk betyder i Tyrkiet, jo ikke kun har været et skalkeskjul for undertrykkelse af minoriteter. Den håndfaste statsstyring af religion har også betydet meget for islams tilpasning til den modernitet, som Atatürk indskrev i sit fædrelands forfatning. For eksempel kan man nævne, at kvinders retsstilling i det tyrkiske samfund er relativt favorabel, hvis man sammenligner med andre muslimske lande. Dér understøttes forfatningens § 10 om lighed mellem kønnene af Diyanets måde at udlægge og omfortolke den islamiske tradition. Derfor giver det tyrkiske sekularisme-begreb fuldt ud mening i den tyrkiske kontekst, da det jo netop er en måde, hvorpå man indikerer landets særstatus i forhold til resten af den muslimske verden. Derfor er det vigtigt, at vi tør diskutere, hvad man præcis lægger i ordene. Man kan håbe, at statsministerens opfordring til åbent og ærligt at diskutere Tyrkiets forhold til Europa tages alvorligt. Vi gør hverken europæerne eller tyrkerne en tjeneste ved at holde »Tyrkiet er et sekulært land«-sløret hen over debatten uden at nævne, hvordan begrebet opfattes i de forskellige kulturelle kontekster. Den aktive åbenhed er et af demokratiets grundpiller. Og hvordan skulle vi for øvrigt kunne belære andre om demokrati, medborgerskab og åbne debatformer, hvis vi ikke selv kan finde ud af det?tKronikken i morgen: »Kronologien der blev væk«. Historielærerne Hans Hostrup og Søren Elmerdahl Hemmingsen vil vende tilbage til en mere traditionel, kronologisk disponeret historieundervisning. Vi gør hverken europæerne eller tyrkerne en tjeneste ved at holde »Tyrkiet er et sekulært land«-sløret hen over debatten uden at nævne, hvordan begrebet opfattes i de forskellige kulturelle kontekster.
Tina Magaard
Forskningsassistent på Statskundskab, Aarhus Universitet. Ph.d. fra Sorbonne. Underviser i interkulturel kommunikation siden 1998. Har boet 15 år i udlandet, især i Frankrig, ellers i Belgien, Italien, USA, Japan, Indien, Mellemøsten. |
Af Tina Magaard
Tina Magaard, Ph.D. fra Sorbonne i 2002, tværinstitutionel post doc. ved CNRS-forskerenheden Concept et langages på Sorbonne og litteraturvidenskab på Københavns Universitet i 2003-2004. Siden 1. September 2005 har Magaard fungeret som forskningsassistent på Institut for Statskundskab ved Århus Universitet.
“The Republic of Turkey is a democratic, secular and social State governed by the rule of law” (Tyrkiets Konstitution Art. 2 [1] )
“Turkey (…) a Moslem secular country” (EU-Kommissionrapport af d. 6. oktober 2004 [2] ) “Turkey is a secular nation”
(Jack Straw, UK Foreign Secretary, 8. sept. 2005 [3] ) Der kan vist ikke være nogen tvivl: Tyrkiet er et sekulært land. Eller hvad? Som politolog og Tyrkiet-specialist Elise Massicard [4] gør opmærksom på, blev det sekulære princip skrevet ind i den tyrkiske Konstitution i 1937, men det betyder ikke, at man i Tyrkiet adskiller stat og religion – det betyder til gengæld, at man forvalter forholdet mellem de to enheder på en speciel måde, sammenlignet med andre overvejende muslimske lande. I den muslimske verdens kontekst giver det altså fuld mening at definere den tyrkiske model som sekulær. Taler man til et europæisk publikum, må man til gengæld tage højde for, at de fleste der vil definere sekularisme som adskillelse af stat og religion. Hvis man ikke vil vildlede sit publikum, må man altså gøre opmærksom på, hvad det er for en virkelighed, ordet ”laic”, sekulær, dækker over i Tyrkiet [5] . Diyanet og Vakiflar
Nutidens tyrkiske samfund bærer naturligt nok stadig præg af den sammensmeltning mellem islam og stat, religion og lovgivning, som fandtes indtil Kalifatets ophævelse i 1923, og som Atatürks reformideal måtte sættes i forhold til [6] . Et specifikt træk ved det osmanniske kalifat kan her fremhæves: ved erobringen af Konstantinopel i 1453 overtog osmannerne det ortodokse patriarkats institutioner, og byggede efterfølgende islams administration op efter samme mønster [7] . Den tyrkiske specificitet i forhold til den arabisk-persiske islam har altså en historisk baggrund, som går næsten 500 år forud for Mustafa Kemal og den Tyrkiske Republik. Man kan spørge om denne ”pavestatslige tradition” har spillet ind på den løsning, den nuværende tyrkiske republik fandt på administrationen af forholdet mellem religion og stat, som denne udtrykkes gennem to institutioner: Diyanet, en form for ”Religionsministerium”, og Vakiflar Genel Mudurlugu, som administrerer religiøse mindretals religionsudøvelse. Administrationen af Tyrkiets moskeer hører under Diyanet, som er et af den tyrkiske stats mest vægtige institutioner, med omkring 165.000 ansatte [8] . Desuden administrerer Diyanet relationerne til tyrkiske menigheder etableret i Europa, og udvikler netværk i de tyrkisktalende centralasiatiske republikker. Endelig har Diyanet en omfattende forlagsvirksomhed af teologiske værker, som er udtryk for den officielle islamfortolkning og som bruges i skoler, moskeer etc. Det er nemlig også Diyanet, som giver retningslinjer i forhold til, hvad der skal prædikes i moskeerne. Denne ”pavestatslige” administration af det religiøse kædes så sammen med, hvad der ifølge Mehmet Zeki Aydin fra Cumhuriyet Üniversitesi, Sivas, karakteriserer den islamiske religion: ”Den islamiske religion er kendt for sit totaliserende aspekt. Dens forskrifter, forpligtelser og anbefalinger rækker langt ud over det religiøse rituals eller den etiske morals begrænsninger, for at omfatte alle menneskelivets individuelle og kollektive facetter: måden at arbejde på, at sove på, at spise, at klæde sig, at føre handel. Denne totaliserende verdensanskuelse inkarneret i islam angår naturligvis også opdragelsens og uddannelsens univers”. [9] Dette udtrykker sig gennem nogle praksis, som jeg her vil give eksempler på. 1. Statsfinansierede teologiske fakultet
Der findes i Tyrkiet 23 muslimske teologiske fakulteter, som uddanner ikke bare imamer og muftier - funktioner, som er forbeholdt mænd - men også undervisere i islam, som kan varetage ”Kuran Kursu” i moskeerne, hvor børnene lærer at læse Koranen på arabisk og recitere den udenad. Sådanne kurser er kønsadskilte, så der er naturligvis brug for kvindelige lærere. [10] Desuden underviser kandidaterne fra de teologiske fakulteter i religion i folkeskolen, på gymnasiet og i de specielle religiøse gymnasier, ”Imam-Hatip Lisesi”. Et af de mest prestigiøse teologiske fakulteter er Istanbuls Universitets Ilâhiyat Fakültesi, hvis læseplan, det her kan være interessant at kigge nærmere på [11] . En del af fagene ligner til forveksling dem, man kan finde på for eksempel danske teologiske fakulteter, altså fag relateret til den officielle religion, men også mere verdslige fag som religionshistorie og religionssociologi. To kursur om ”Atatürk’s principle and revolution” har også sneget sig ind på 1. års-studiet. Da islam jo er en lovreligion, har man også en del jura, omhandlende islams forskrifter indenfor for eksempel arveret og ægteskabslovgivning. Der kan man eventuelt sammenligne med de til Vatikanet tilknyttede katolske universiteter, som tilbyder kurser i ”Diritto canonico” [12] . Ligeledes findes der tematisk sammenfald mellem de mere pædagogisk orienterede fag som “Religious education in Pre-Puberty children” på Ilâhiyat Fakültesi og den katolske “L’educazione cattolica” [13] . Som Mehmet Zeki Aydan påpegede det, ligger islams forskrifter dog ud over disse områder. Derfor undervises der på Istanbuls Ilâhiyat Fakültesi også i islams regler for handel, krigsførelse, etc. Desuden undervises der i fag, som er mere normative og forkyndende, end hvad man umiddelbart ville forvente på et europæisk teologisk fakultet. På Istanbuls Universitets teologiske fakultetet undervises der for eksempel i emner som ”Abnormal Religious Behaviour”, ”The main duty of a married couple one to each other”, “Psychology of conversion”. Det må formodes, at undervisningen i konverteringspsykologi angår ikke-muslimers omvendelse til islam, ikke det modsatte, da studerende, som måtte have kontakt med kristne missionærer, kan blive indberettet til universitets ledelse af politiet [14] . 2. Religiøse skoler finansieret af staten
Imam-Hatip-Lisesi, de religiøse gymnasier, får sine elever fra aldersgruppen 14-18 år. Efter studentereksamen kan eleverne blive imamer direkte eller fortsætte deres studier. Undervisning af islamisk karakter udgør 50 % af undervisningen (Koranlæsning, arabiskundervisning, islamisk lovgivning (fiqh) osv.). Imam-Hatip-skolerne lever ifølge Mehmet Zeki Aymet op til den mest religiøse forældregruppes forventninger om ”Kønsadskilt undervisning, tilladelse til at bære islamisk tørklæde (…) skolernes generelt religiøse ånd”. [15] Det understreges, at ifølge Mehmet Zeki Aymet gik kun 2 % af de relevante årganges elever i Imam-Hatip i 2003-2004, så selv om tallet er voksende, er det stadig marginalt. 3. Religionsundervisning i statsskoler
Den tyrkiske Konstitutions artikel 24 stipulerer at religionsundervisning skal foregå under statslig styring og kontrol [16] , og at ”religiøs kultur og moralsk uddannelse” er et obligatorisk fag i underskolen og realskolen. Det drejer sig i praksis om undervisning i den officielle, hanafitiske sunni-islam. Alevi-muslimer (omkring 15 % af befolkningen) klager derfor rutinemæssigt til menneskerettighedsorganisationer over, at deres fortolkning af islam ignoreres [17] . Undervisningen i religion varetages som ovenfor nævnt af lærere uddannet på de teologiske fakulteter. [18] Ifølge Aydin og Manco [19] findes der en folkelig forventning om, at undervisningen ikke bare er oplysende, men også forkyndende. Derfor undervises der i religionsudøvelse såsom at udføre rituelle afvaskninger, lære bønner udenad osv. Undervisningen er obligatorisk, men børn fra de i Lausanne-traktaten anerkendte mindretal (græsk-ortodoks, armensk-ortodoks, jødisk) kan blive fritaget på skriftlig anmodning fra forældrene. Andre religiøse mindretal (syrisk kristne, bulgarsk ortodokse, maronitter, yezedi, baha’i, protestanter, katolikker, Jehovas vidner etc.) kan ikke blive fritaget, selv om de dog i praksis af og til for lov til det. Ateisters eller fritænkeres børn kan ikke blive fritaget. 4. Statsligt forbud mod, at religiøse mindretals menigheder erhverver, bygger eller restaurerer bygninger
”Religiøse mindretal, inklusive de af Lausanne-traktaten anerkendte, må ikke købe ejendom til noget formål, men de kan til gengæld miste ejendom ved ekspropriering.” læser man i US State Department’s årlige menneskerettighedsrapport fra 2003 [20] . Under pres fra USA og EU har den tyrkiske lovgivning nu åbnet for muligheden for at religiøse mindretals menigheder erhverver ejendom, typisk til at holde gudstjeneste. Den er dog for de fleste mindretal endnu teoretisk. I 2003 fik Vakiflar 2.234 anmodninger om lov til at købe ejendom fra diverse religiøse mindretal. To år senere ”har Vakiflar anerkendt 292 ansøgninger fra ikke muslimske trosretninger (…) men lovgivningen tillader ikke menighederne at gøre krav på de hundredvis af ejendomme, som staten har eksproprieret gennem årene”, står der i US State Department’s ”Freedom of religion”-rapporten fra 2005 [21] . Den nye lov, som åbner for mulighed for erhvervelse af ejendom, har heller ikke sat det cirkulære fra 2001 ud af kraft, som er specifikt møntet på at ”regulere protestanter, baha’i, Jehovas vidners aktiviteter”, og som ifølge protestanterne har betydet lukning af mere end et dusin af deres kirker. Det er i Tyrkiet vitalt for en menighed at have et statsgodkendt sted at holde gudstjeneste, da det ikke er lovligt at afholde dem privat. Derfor udsættes religiøse mindretal for razzier og arrestationer i forbindelse med private bedemøder. Religiøse mindretals menigheder har heller ikke lov til at restaurere eller reparere deres bygninger uden at have fået tilladelse fra Vakiflar, hvilket kan være meget svært at opnå, også når skaderne på bygningerne skyldes hærværk. Over hele landet er der generelt problemer med hærværk mod kristne kirker, ligesom der i 2005 blev smidt en hjemmelavet bombe mod de græsk-ortodokses hovedsæde og katedral i Istanbul. Den græsk-ortodokse menighed har endnu ikke opnået tilladelse til at reparere de kirker, som blev beskadiget under 1999 jordskælvet og bomberne i Istanbul i 2003. Mønsteret i administrationen af religiøse mindretal i Tyrkiet vækker minder om Omar-pagtens. I den islamiske tradition siges Omars betingelse for at lade de kristne leve efter erobringen af Syrien, at de blandt andet lover, at de ”ikke mere vil bygge (…) hverken klostre eller kirker (…)ikke reparere, hverken om dagen eller om natten, de bygninger, som forfalder til ruiner”. [22] Omar-pagtens betingelser har i islams historie været mere eller mindre respekteret i virkeligheden. Pudsigt nok har lige præcis den osmanniske statsmagt af og til set meget liberalt på disse betingelser, i den forstand at diverse kapitulationer og det franske Protectorat Catholique [23] i visse perioder sikrede kristne og jøders fri religionsudøvelse, og altså også retten til at bygge eller restaurere synagoger og kirker [24] . Men den Tyrkiske Republiks praksis følger derimod kuriøst nok Omar-pagtens mønster. 5. Statslige institutioners krav om jomfrutests på kvindelige studerende eller ansatte
I februar 2002 udstedte den tyrkiske regering et dekret, som forbød tvungne jomfrutests. Jomfrutests blev brugt af en del statslige institutioner i Tyrkiet, hvilket her opresumeres af Chanté Lasco fra den Internationale Domstol i Haag, i en artikel i Human Rights Brief: ”Ledere af statslige kollegier for kvindelige universitetsstuderende krævede ofte jomfrutests af kvinder, når de flyttede ind på kollegiet, og derefter for hver nat, de tilbragte andetsteds. Sygeplejestuderende og jordemoderstuderende er også blevet underkastet jomfrutests. (…) ansøgere til job i Forsvarsministeriet har klaget over at være blevet jomfrutestet. Desuden kræver nogle hospitalers reglement at kvindelige patienter skal jomfrutestes inden de bliver indlagt. (…) Politiet tilbageholder og tester ofte kvinder som de bedømmer som umoralske” [25] Nu er det altså forbudt. Men, påpeger Lasco, det er stadig spørgsmålet, om jomfrutests vil blive stoppet af den grund, da det kun er de ”tvungne” tests, der nu er forbudte. Det tyrkiske undervisningsministerium har for øvrigt heller ikke annulleret den statut, der stipulerer at piger kan blive bortvist fra det offentlige uddannelsessystem i tilfælde af ”bevist ukyskhed”. Hvis et statsligt kollegiums ledelse sætter spørgsmålstegn ved en studerendes dyd, kan hun ”frivilligt” acceptere en sådan test, da kvinder, som afviser at blive testet, ifølge Lasco risikerer at blive stemplet som ikke-jomfruer. En sådan stigmatisering kan som sagt udelukke dem fra det offentlige uddannelsessystem, men også gøre det meget svært for dem at blive gift, ligesom de i mere traditionelle miljøer risikerer at blive udsat for vold. At det her ikke drejer sig om en konflikt mellem Tyrkiet på den ene side og ”Vesten” på den anden, anskueliggøres ud fra det faktum, at det var tyrkiske kvindesagsorganisationer, som oprindelig gjorde Human Rights Watch opmærksom på problemet, hvilket i 1994 affødte HRW-rapporten ”A matter of power. State control of women’s virginity in Turkey” [26] . Det er også især HRW, som aktivt lægger pres på skiftende tyrkiske regeringer for at få jomfrutests afskaffet, som i et brev til Premierministeren Bülent Ecevit i 2001, hvor det fastslås at ”Disse test er en krænkelse af kvindens fysiske sikkerhed og integritet. De indebærer smerte, ydmygelse og intimideren” [27] At jomfrutests dog stadig praktiseres trods forbuddet, fremgår af en rapport fra Europarådet af den 28. april 2004, hvor den tyrkiske stat kraftigt opfordres til at gøre tvungne jomfrutests til en kriminel handling, så de ikke længere finder sted på foranledning af offentlige institutioner som skoler og fængsler. [28] Afsluttende kan det her diskuteres, om statskontrol af kvinders seksualitet hører ind under sekulariseringsproblematikken, eller om den snarere skal diskuteres i forbindelse med mere overordnede menneskerettigheder såsom den personlige frihed. Det kan dog argumenteres, at jomfrutests er del af sekulariseringsproblematikken, eftersom de i høj grad bunder i religiøst betonede forestillinger om kvinders kønsliv. Den går dog også på tværs af kategorierne sekulær/religiøs, da jomfrutests som nævnt blev krævet af Forsvarsministeriet, en institution som må formodes at være uden for såvel traditionalister som nyislamisters rækkevidde. Derfor kan man også i høj grad se problematikken i relation til en diskussion af den tyrkiske Konstitutions Art. 17, som stipulerer: ”Individets fysiske integritet må ikke krænkes, undtagen af medicinsk nødvendighed og i tilfælde forordnet af loven” [29] . Perspektiv
Ovenstående illustrerer, hvordan den tyrkiske samfundsmodel ikke adskiller stat og religion, men tværtimod forener de to enheder på en måde, der af og til kan lede tankerne hen på den byzantinske pavestatsadministration, af og til på den traditionelle islamiske lovgivning. Dette forhindrer samtidig ikke, at aspekter fra for eksempel verdslig forskning i religionssociologi finder vej til undervisningsplanerne på de statsstyrede teologiske fakulteter. Set fra den islamiske verden, eller ud fra Tyrkiets egen historie, er den tyrkiske ”sekularisme” altså et yderst interessant eksperiment. Det er i den henseende bemærkelsesværdigt, at Atatürks drastiske reformer i 1920’erne og 1930’erne gik endnu længere end franskmændenes adskillelse af kirke og stat i 1905. 1905-loven i Frankrig ophæver statslig støtte til nogen form for religion, men tillader fri religionsudøvelse og lader menighederne beholde deres institutioner. Kun den yderste venstrefløj i Frankrig krævede, at staten skulle konfiskere religiøse institutioners ejendom, og at religiøs aktivitet skulle kontrolleres og om muligt bringes til ophør. Det var der dog ikke flertal for i Folkeforsamlingen. Atatürk sætter faktisk den reform i værk, som den franske yderste venstrefløj drømte om, da han lukker madrasas, hellige steder og andre institutioner knyttet til religiøse grupper. Forudsigeligt nok medførte dette en modreaktion, og derfor en efterfølgende gen-institutionalisering af religiøse forhold. Forholdet mellem religion og stat i Tyrkiet i dag er altså meget komplekst, og når man diskuterer det, kan det være på sin plads at tage højde for det spændfelt, som skabes af de tre modeller, den islamiske, den ortodokse og den sekulære, som historisk set har spillet ind på landets udvikling. Men i dagens Europa er interessen for Tyrkiet, hvad enten man vil det eller ej, jo i høj grad farvet af debatten om landets eventuelle optagelse i EU. Det er derfor meget beklageligt, at EU-Kommissionens Turkey Team i sine rapporter om Tyrkiet ikke gør læserne opmærksomme på det specifikke ved den tyrkiske model, men nøjes med gentagne gange at bekræfte sig selv i, at Tyrkiet er ”secular”. Et udsagn, som også jævnligt gentages af europæiske toppolitikere, som i eksemplet med den britiske udenrigsminister Jack Straw. I begge tilfælde bliver udsagnet meget politisk ladet, fordi det bruges som hovedargument for Tyrkiets optagelse i EU. Men det kan ikke være Jack Straw og Turkey Team’s funktionærer ubekendt, at definitionen af begrebet ”secular” for de fleste europæiske borgere betyder adskillelse af stat og religion – hvilket jo netop ikke definerer den tyrkiske model. Hvem tjener man i den forbindelse? I hvert fald ikke tyrkernes sag. Hvis EU-borgerne får at vide, at Tyrkiet er et sekulært land, uden at blive oplyst om den tyrkiske sekularismes specificitet, så risikerer man at fremkalde en forståelig frustration over at være blevet ført bag lyset, når det går op for borgerne, hvilke oplysninger, der er blevet tilbageholdt. Dermed lægger EU-Kommissionen og politikere som Jack Straw selv op til følgende uheldige konsekvenser: at en del af EU’s borgere vender hele Tyrkiet-debatten ryggen, eller karikerer den ved at overfokusere på de aspekter, man fra officielt hold har ledt opmærksomheden væk fra. Derved forhindres desværre, at samme aspekter kan blive genstand for en legitim og lødig diskussion. Vi gør altså hverken europæerne eller tyrkerne en tjeneste ved at holde »Tyrkiet er et sekulært land«-sløret hen over debatten uden at nævne, hvordan begrebet opfattes i de forskellige kulturelle kontekster. Den aktive åbenhed er et af demokratiets grundpiller. Og hvordan skulle vi for øvrigt kunne belære andre om demokrati, medborgerskab og åbne debatformer, hvis vi ikke selv kan finde ud af det? Flere perspektiver på Tyrkiet her: http://www.dccd.dk/images/iome.nsf/doc/forside?OpenDocument Mere om sekularisering ’på tyrkisk’ her: http://www.berlingske.dk/grid/kronikker:aid=637316 Tina Magaard om kultur og identitet: http://www.berlingske.dk/grid/kronikker:aid=599120 |
På den ene side angreb de fascistiske Grå Ulve Alevi minoriteten, og på den anden opstod den kurdiske separatisme. I oktober 1979 trådte Ecevit tilbage, for atter engang at blive erstattet af Demirel. |
Der er langtfra et frit musikliv i Tyrkiet. Musikere skal kæmpe mod både et statsligt råd og følsomme nationalister for at få deres musik ud, og staten er ikke bleg for at ændre i teksterne -...... Kristine Ringsagers studier viser, at den store politiske opmærksomhed om venstreorienterede og minoritetsmusikere gør, at de konstant føler sig nødsaget til at overveje, om det, de nu skriver og tænker, kan opfattes som politisk, og om de derfor hellere bør formulere sig på en anden måde. I offentligheden bliver de heller ikke opfattet bare som musikere, men som 'kurdiske musikere', 'alevi musikere' eller 'en venstreorienteret gruppe', og den slags er i Tyrkiet per definition politisk, uanset hvad musikken i øvrigt måtte indeholde. Den opfattelse smitter af på de mennesker, der gerne vil lytte med. ...... |
4. semesterprojekt, Det Samfundsvidenskabelige Basisstudium Sofie Møller Lange ....... Hovedparten af de danske sunni-muslimer tilhører Hanafi-skolen, idet den udover Tyrkiet også er udbredt i Bosnien, Pakistan og blandt palæstinenserne. Disse er de mest udbredte nationaliteter blandt danske sunni-muslimer. De fire retsskoler opfatter alle hinanden som gyldige, og det er ikke forbundet med problemer, at muslimer fra en af skolerne kommer i en moske tilknyttet en anden. Noget af det vigtigste i hverdagen for mange traditionelt tro- ende muslimer er retsskolernes skelnen imellem gode og dårlige handlinger. De fire retsskoler er således enige om, at opdele menneskers handlinger i fem forskellige grupper: 1. Obligatoriske handlinger (handlinger som Gud kræver, at muslimer følger, og som det derfor er syndigt at udelade, fx de fem søjler) 2. Anbefalelsesværdige/ønskværdige handlinger (fx spise med højre hånd) 3. Neutrale/ligegyldige handlinger (fx rygning af cigaretter) 4. Forkastelige handlinger (fx skilsmisse) 5. Forbudte handlinger (dem som der i Koranen og Sunnaen er forbud mod at udføre, og som derfor straffes strengt, fx sex uden for ægteskab, indtagelse af svinekød og alkohol etc.) Fælles for nummer to, tre og fire er, at der ikke er straf forbundet med at udføre eller und- lade dem – i modsætning til nummer et og fem. Retsskolerne har sammenfattet muslimernes tro og praksis i ”De fem søjler”. De står ikke direkte omtalt i Koranen, men i mange vers bliver der henvist til de fem områder. Alle muslimer uanset retning lever efter de fem søjler (på nær alevi muslimerne). Den første søjle er trosbekendelsen, og de fire øvrige er praktiske anvisninger på, hvordan den troende bevidner og opretholder sin forståelse af trosbekendelsen. De fem søjler er: 1. Trosbekendelsen 2. Bønnen (fem daglige bønner) 4. semesterprojekt, Det Samfundsvidenskabelige Basisstudium Sofie Møller Lange 3. Fasten (et middel til at øge den troendes fokusering på de åndelige sider af livet, derfor indgår faste som en central del af islam) 4. Almissen (på samme måde som fasten renser sindet, renser almissen ejendom. Det- te sker ved, at muslimer er pålagt at betale en særlig religiøs skat, Zakat, en gang om året – beløbet er som regel 2,5 pct. af hvad man ejer) 5. Valfarten (en muslim, der fysisk og økonomisk er i stand til det, er forpligtet til at foretage en pilgrimsrejse til Mekka mindst én gang i livet – også her er der tale om en renselse, idet man i løbet af rejsen lægger alle fortidens synder bag sig) N. Sandahl: Islams ansigter, s. 17 - 18 ............... Alevi muslimerne (oppositionen) Omkring hver femte tyrk betegner sig som alevi. En befolkningsgruppe der bekender sig til en mangfoldig blanding af bl.a. shia-islam, sufisme, oprindelig tyrkisk folketro samt kri- stendom. Alevierne insisterer på, at kærlighed til Gud og medmennesket er den centrale re- ligiøse målestok. Derudover adskiller retningen sig ved, at Koranen ikke er hellig. Den skal forstås symbolsk og ikke efterleves ord for ord. Med alt taget i betragtning anerkendes de mange regler i islam ikke og afvises som en ydre form for religiøsitet. På baggrund af dette mener alevierne ikke, at det er nødvendigt at praktisere de fem søjler. Ligeledes går de ikke i moskeen. De afviser Sharia-lovgivningen. Har ikke religiøse indvendinger mod alkohol og svinekød. Endelig deltager kvinderne på lige fod med mændene i religionen, og de be- høver ikke at bære tørklæde. Normalt regnes alevierne for at være shia-muslimer. De aner- kender således de 12 imamer. 50 Ifølge alevierne er der fire religiøse stadier, som et menneske kan befinde sig på. Trinene er tydeligt inspireret af sufismen og består af: � Loven. Det er den rent ydre overholdelse af religionens krav, som Muhammed fore- skrev den. Alevierne har den opfattelse, at de fleste sunni-muslimer befinder sig på dette stadie. � Vejen. Alevierne mener, de selv er nået til dette stadie, idet de har gennemskuet det hule i de ydre religiøse krav og i stedet koncentrerer sig om at udvikle den åndelige indsigt. � Viden. På det stadie har den enkelte nået en intuitiv forståelse af Gud. Alevierne mener, at det kun er få mennesker der kan opnå dette stadie. � Sandhed. Endestationen i et menneskes udvikling er dette stadie, hvor man bliver et med Gud. Det er stort set umuligt at nå til denne tilstand. N. Sandahl: Islams ansigter, s. 94 - 95 50 N. Sandahl: Islams ansigter, s. 115 - 116 51 N. Sandahl: Islams ansigter, s. 116 - 118 Religiøst er alevierne delt op i to grupper kaldet henholdsvis dede og talip. Dede er præ- sterne og talip er de troende. Alevierne har pligt til mindst én gang om året at møde deres dede. Dette sker ved en såkaldt cem (som er en tyrkisk for forsamling). Formålet med mø- det er, at forny de løfter de troende i sin tid afgav om at følge Muhammad-Alis vej samt at forsikre alevierne om deres samhørighed. De fleste Alevier har den opfattelse, at de er hævet over islams ”lov”, hvilket betyder at næsten alle går ind for at adskille stat og religion. Alevierne betragter sig selv som moder- ne og sekulariserede. Således har de traditionelt været nogle af de mest loyale støtter for grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, Mustafa Kemal Atatürk. Atatürk arbejdede netop for, at Tyrkiet skal være et verdsligt demokrati med social retfærdighed. 52 6.1.1 Sammenfatning I Danmark er de fem mest fremherskende muslimske retninger de ovenover beskrevne. Det kan diskuteres hvorvidt disse kan forenes med demokrati. I forhold til deres fortolkning af Koranen er det tydeligt, at de nyfortolkende og alevi muslimerne er dem, som har lettest ved at fortolke Koranen i overensstemmelse med demokratiet. Spørgsmålet er dog, om dis- se retninger på visse punkter afviger fra islam i deres tolkning af Koranen og Sunnaen for at kunne forene sig med demokrati. 4. semesterprojekt, Det Samfundsvidenskabelige Basisstudium Sofie Møller Lange |
|
Islams dervisjer/sufier er vel i Vesten bedst kendt som en slags hellige mænd der søger livets mening og forening med Gud, i et fattigt omvandrende liv. Simpelt klædt, med små krav til livet lever de i idel bøn og søger indsigt i det Højeste. Men ofte opfattes de snarere som snu tiggere, tyve og bedragere eller som gale omflakkende stakler. Ligesom kristenhedens munke er islams dervisjer inddelt i ordner, i broderskaber, sædvanligvis opkaldt efter en grundlægger, indbildt eller virkelig, en særlig hellig mand hvis autoritet var så stor at mange mennesker opsøgte ham og fulgte hans anvisninger for at få del i hans visdom og følge hans vej. Der er efterhånden flere hundrede sådanne veje, tarikat hedder de med et arabisk ord. En ny tarikat opstår bl a når Gud giver en søgende en "overnaturlig" evne som han kan lære videre til sine disciple og som de siden kan udøve, så de kan bære helligt vidnesbyrd for sig selv og andre om Herrens underfulde almagt. Kadir evnede fx at opholde sig inde i en bageovn og vandre uskadt ud igen. DE HYLENDEAf de 6 dervisj-ordner - tyrkiske, balkanske og kaukasiske - jeg har særlig kendskab og personlige forbindelser til (Mevlevi, Bektashi, Kadiri, Halveti (Cerrahi-grenen), Nakshibende og Rufa'i), er den mest opsigtsvækkende den sidste, ofte kaldet de hylende dervisjer, som H C Andersen så levende har beskrevet sin afsky for i En Digters Bazar. Ved særlige lejligheder opfører Rufa'i en stribe hårrejsende stunts såsom at stikke spid gennem kinder og tunge, slikke på barberblade, og flere andre selvplageriske usandsynligheder som jeg desværre aldrig selv - trods en del anstrengelser! - har haft held til at overvære. Men jeg har da set lange videoptagelser af sligt (dårlig teknisk kvalitet) fra Makedoniens hovedstad Skopje. Og så har jeg selv særdeles gode lydoptagelser med Rufa'i-dervisjer i Pera-Istanbul. Rufa'i er udbredte overalt i islam, også i Indien, og de er kilden til mange af de overnaturlige evner (eller bedrag) vi forbinder med fakirer (et arabisk ord der betyder fattig). DE HVIRVLENDELangt den bedst kendte af ordenerne er Mevlevi, de hvirvlende dervisjer. Dem stødte jég første gang på i én af Carl Barks' Anders And-historier med Onkel Joakim og ungerne ved pyramidens fod i Ægyptens ørken, hvor en dervisj af charlatantypen, totalt disney med andenæb og uden tøj på underkroppen, bragte ænderne i trance med sin dans. En hvirvling til skalmejens sprøde toner med de fejende hvide kjoler og høje brune hatte på skrå er en betagende opvisning som flere tyrkiske dervisjgrupper (såvel som ikke-troende dansere!) rejser verden rundt med. I april 94 optrådte de på Østre Gasværk i København under ledelse af Celaleddin Çelebi der nedstammer i lige linje fra ordenens grundlægger, Mevlana Celaleddin Rumi. Jeg var guide for Çelebi under en del af besøget i København Mevlanas digte formulerer et kærlighedsbudskab af bjergprædiken-lignende dimensioner. Det gælder især hans digtsamling Mesnevi der ofte hævdes at være islams tredjevigtigste skrift (efter Koranen og Hadith). Han har endda fået bevilget en lille plads i Gyldendals Verdenslitteraturen. Mevlanas grav og det gamle kloster ligger i Konya, midt på den anatolske højslette, hovedby i netop dén tyrkiske provins over halvdelen af Danmarks 40.000 tyrkere (=~= kurdere) kommer fra. Det er Tyrkiets betydeligste muslimske helligdom, ved siden af Eyüp-moskéen i Istanbul, og en af landets største turistseværdigheder, med millioner af besøgende årligt. Særlig mange midt om vinteren, d 17. december hvor Mevlana blev genforenet med det Store Ophav (i 1273), hans såkaldte bryllupsdag. Det er almindeligt kendt at tre besøg ved Mevlanas grav gør det ud for en pilgrimsrejse til Mekka. Jeg har været der en snes gange (jeg har nemlig arbejdet som kulturturistguide i Tyrkiet), så jeg skulle have mit på det tørre. Turistindustriens billeder af Mevlana er prototypiske, der fremstilles utallige mere eller mindre hellige souvenirs. Foruden de gængse dias fra sema (dansen) og tekke (klostret/museet) har jeg nogle interessante lysbilledserier fra Mevlevi-miljøet. Fx hvor dervisjen Hasan iklæder sin 12 årige datter (!) Meryem hendes hirka, dansedragten. Og filtmageren Mehmet Girgeç laver forarbejdet til en sikke, dervisjernes høje brune hat. ZIKRHylene, dansen, disciplinen, klædedragten osv er måder at koncentrere sig om det vigtigste på. Sufi er en esoterisk, mystisk fortolkning eller variant af islam. Individets opgave er at hengive sig i hyldest og underkastelse. Vejen anvises af en ekspert der selv har været turen igennem, en murshid (=~= lærer, guru), der også kan have mange andre titler, sih (sheik), pir, baba osv. Til forskel fra den “officielle” islam har det ofte været dervisjerne der har bragt religionens budskab ud til befolkningen, været forbillede og åndelig vejleder. Og det har været muligt for folk at nøjes med at være halv- og kvartdervisjer, at slutte sig til ordenen, søge dens værdier og deltage i dens ritualer i det omfang deres tilbøjeligheder og daglige liv gør det muligt. Sufierne kan på den måde have en meget tæt forbindelse med lokalsamfundene, og de udgør en alternativ religiøs organisering der ofte står i et vist modsætningsforhold til ulemaen, den officielle islams repræsentanter. Mange lægmænd er knyttet til tekken og møder op til ugentlige (eller hyppigere) ceremonier, især zikr, hjertebønnen, hvor flere hundrede mænd står side om side, fx i Cerrahi tekken i Eyüp-Istanbul, og vugger i et fastlagt rytmisk mønter, mens vi i kor messer trosbekendelsen, la' illaha ill'Allah, eller ét af Guds 99 navne, ofte Hu (Ham). Mange af os hyperventilerer og nogle går endda i endnu dybere trance. Som straks hører op så snart sheiken giver tegn. Sufiernes fortolkninger af Koranen (eller skulle man sige: Koranens fortolkninger af sufierne?) udvikledes for tusinde år siden i blandingsområdet mellem den fremstormende arabiske islam, de indvandrede tyrkiske nomadekrigere fra Centralasien med deres shamanistiske ritualer og de fastboende kristne i de erobrede områder. (Det er værd at huske på at Lilleasien er den organiserede kristendoms vugge, og dens befolkning var kristne i århundreder før islam kom til med den tyrkiske erobring.) KADIRI |
http://www.alevi.dk/DANSK/DABF%20DK.htm
